Stenskulptur sat på auktion
Den 78-årige fhv. landmand og formand for Vesthimmerlands Familiebrug, Eigil Nøhr, Aars, har stenhuggeri som stor fritidsinteresse - og det kommer nu den lokale afdeling af Dansk Folkehjælp til gode.
Eigil Nøhr har doneret en selvskabt stenskulptur til en auktion, som løber til 3. december.
Skulpturen kan ses i Dansk Folkehjælps genbrugsbutik i Himmerlandsgade. Her kan der også afgives bud, og startbuddet er på 1200 kr.
Eigil Nøhr har arbejdet med stenskulpturer siden 1992, og har i de seneste fem-seks år desuden virket som instruktør - pt. for et hold på 27 deltagere i Aars.
- Vi starter med at hente nogle pæne sten i en grusgrav, har besøg af en skulptør, og så går vi ellers i gang med vinkelsliberen, fortæller Eigil Nøhr, som i øvrigt glæder sig over, at han nu via sin hobby kan være med til at skaffe midler til Dansk Folkehjælps julehjælp i det vesthimmerlandske.
Indsamlingskoordinator Ib Jensen og formand Herdis Brix, Dansk Folkehjælp Vesthimmerland, glæder sig også over donationen.
- Det er vigtigt, at vi får indsamlet så meget som muligt, så vi får mulighed for at imødekomme det stadig stigende antal ansøgninger fra de mest socialt udsatte borgere i vort område, fastslår Herdis Brix.
Sidste år imødekom Dansk Folkehjælp Vesthimmerland 81 af i alt 105 ansøgninger om julehjælp.
Den lokale afdeling dækker halvdelen af udgiften.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.