Rosport

Stille tur på Vesterhavet

Det stille efterårsvejr var perfekt til en tur i havkajak langs kysten

Kajakroere fra Frederikshavn Kajaklub på tur langs Vestkysten ved Rubjerg Knude Fyr. Foto: Hans Ravn
Kajakroere fra Frederikshavn Kajaklub på tur langs Vestkysten ved Rubjerg Knude Fyr. Foto: Hans Ravn Bent Bach

VENDSYSSEL: Fem medlemmer af Frederikshavn Kajakklub kunne ikke modstå det dejlige og usædvanligt stille efterårsvejr i efterårsferien.

De måtte prøve en lang rotur langs Vestkysten.

Klubbens formand Lars Ullitz foreslog turen på nettet, og fire medlemmer var med på idéen. Pia Nordam-Ullitz, Jan Michael Michalik, Michael Eilsersen og Nordjyskes fotograf Hans Ravn var klar til at møde formanden på stranden ved Løkken, hvorfra planen var at ro de knap ti km. til Rubjerg Knude.

- Det blev en fantastisk tur. Vind og vejrforhold var perfekte. Vesterhavet er normalt meget utilgængeligt for os, men den dag var det bare godt, siger formanden, Lars Ullitz.

Roerne holdt sig omkring 100 meter ude fra kysten, så de kunne ro dér, hvor bølgerne er runde. De var iført tørdragter, hvilket er nødvendigt på denne årstid. Der blev spist frokost ved Rubjerg Knude - og i alt tog turen fem timer.

Forsiden