Stjal farlig medicin fra sygehus

Tyv gik rundt med kørestol iført hvid kittel

Arkivfoto: Grete Dahl <i>Pressefotograf Grete Dahl</i>

Arkivfoto: Grete Dahl Pressefotograf Grete Dahl

AALBORG:Det kunne være gået meget værre, men endte torsdag med betinget dom i byretten i Aalborg.

Ikke mindre end 10 gange stjal to mænd på 22 og 37 år farlig medicin fra akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital, og en enkelt gang tog de også en ambulancetaske.

I sin procedure i tilståelsessagen lagde anklager Majbrit Bak vægt på, at indholdet i tasken skulle bruges til akutte behov, og det kunne have fået katastrofale følger, hvis læger i en akut situation havde manglet medicinen fra den forsvundne taske.

Desuden har læger oplyst, at de var meget bekymrede over, at den farlige medicin forsvandt, da den kunne være livsfarlig i de forkerte hænder.

Ulåst køleskab fristede

Den ene af mændene var på et tidspunkt indlagt på Aalborg Universitetshospital og opdagede, at der i et ulåst køleskab blev opbevaret medicin. Han kunne ikke stå for fristelsen og stjal fra køleskabet.

Udskrevet fortalte han det til sin kammerat, og flere gange gik de ind på akutmodtagelsen og forlod stedet igen med medicin.

For at falde i med tapetet, iførte den ene af mændene sig en hvid kittel og kørte rundt med den anden i en kørestol.

Stærk medicin

Hovedsagligt var det fentanyl, der bruges til behandling af meget stærke smerter og er mere virkningsfuldt end morfin.

Ud over en bøde for besiddelse af euforiserende stoffer til den ene var ingen af mændene tidligere straffet. Derfor blev begge idømt tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år samt vilkår om behandling af deres massive misbrug.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.