Ifølge sangerinden selv, skal det helst gå galt, før det virkelig kan gå godt, og vi er mange, der er lykkelige for, at det gik gruelig galt for Aarhus-pigen. For det var en oplevelse ud over det sædvanlige.

Badet i lyset af en enkelt projektør trådte hun ind på scenen. Det lange, blonde hår, en elegant bordeauxfarvet kjole og med et smil om det, som både hun og publikum havde i vente.

Alene med sin guitar satte hun gang i ”One”. At skulle spille en næsten fyldt sal op med så sparsom instrumentering er ikke nogen let sag, men Tina Dickow indtog scenen fra første akkord og gav ikke slip på den igen resten af aftenen.

”Det bliver en fest på en mere afdæmpet vis. Hvis I vil det, for I bestemmer”, fortalte hun publikum, som tydeligvis var med på idéen.

”Count To Ten” og TV2-coveret ”Det eneste hun ville var at danse” fulgte med samme overbevisende og overskudspumpede intensitet. Det var betagende, dragende og drømmende, og man kunne ikke andet end at blive imponeret, da hun ufortrødent fortsatte med ”Beautiful View” og hyldestsangen ”Copenhagen”, som får Ulige Numres ditto til at lyde som en dårlig festsang.

Indtil videre gik det jo strygende, men det var jo noget med, at det helst skulle gå galt. Noget skulle ikke gå efter planen.

Ind på scenen kom den musikalske og private partner Helgi Jónsson, og han skulle få lidt mere opmærksomhed end forventet. For Tina Dickow var med egne ord ved at gå sukkerkold, så hun måtte forlade scenen for at finde en banan eller en sodavand.

Det skulle vise sig at være et større problem, men det hele blev taget med ophøjet ro og rutine, og Helgi Jónsson improviserede en form for spirituel tilbedelsessang til sukkerholdige drikke.

Da blodsukkerniveauet igen var på plads, gav parret på scenen en a capella-udgave ”Long Way Home” med noget nær harmonisk perfektion. De to stemmer komplimenterede hinanden aldeles fremragende og sendte tankerne i retningen af ikoner som Simon & Garfunkel og Crosby, Stills & Nash.

I hele andet sæt havde Tina Dickow følgeskab af Helgi Jónsson og Dennis Ahlgren, som på klaver, guitar, banjo, mandolin, trombone, synthesizer og kor tilsammen udfyldte rollen som backingband.

Sikke en luksus.

”Break Of Day”, ”Craftsmanship And Poetry” og ”My Heart Is Full Of Hope” gav med den lette instrumentering masser af plads til vokaludfoldelse, og det slog næsten gnister, når Tina Dickow og Helgi Jónsson slap tøjlerne og lod inspirationen flyde.

”You Wanna Teach Me To Dance”, ”Open Wide” og ”The Other Side” sluttede andet sæt af, og efter at have siddet ned hele koncerten, havde publikum ingen problemer med at rejse sig og give en stående applaus.

Det kan være svært at finde højdepunktet på en aften, hvor der var rigtig mange. Det kunne være den smukke, nordiske klang i ”Fugleflugt” eller nøgenheden omkring fremførelsen af ”Sacre Coeur”.

Det kunne meget vel også være det første ekstranummer, hvor en enkelt mikrofon blev flyttet helt frem på scenekanten, hvor de tre musikere så stod og spillede ”No Time To Sleep”. Næsten uforstærket men ikke desto mindre en stærk oplevelse.

Så det gik galt, men for pokker hvor gik det også godt, og det blev på mange måder en aften, som publikum aldrig vil glemme, som Tina Dickow selvsikkert havde proklameret i starten af koncerten.