Drab

Størst er kærligheden

Jf. dagens tekst: Meget herskesyg, men foretrækker at blive kaldt velgører.

Bøn: Vor Far i Himlen, hjælp os til at leve noget mere, som du vil det. Indvi os i sand storhed, hjælp os til at indse, at det største er at tjene dig og vort medmenneske. Amen! Evangeliet til 1.s.i fasten, 2. tekstrække skriver evangelisten Luk. 22, 24-32: Prædiken: Teksten, vi lige har hørt stammer fra Jesu sidste aften, aftenen inden han dør på korset. Det er ikke mærkeligt, at Jesus netop denne aften på forskellig vis fortæller disciplene hvad kristendom er eller burde være. Jesus indstiftede nadveren. Han sagde: Dette er mit legeme og dette er mit blod. Det vil sige: Jeg giver mig selv til jer. Alt hvad jeg er og kan og vil, det giver jeg til jer. Nadveren er Jesu kærlighedserklæring til dig og mig. Der er meget, der tyder på, at disciplene havde meget svært ved at forstå Jesu forkyndelse af kærligheden. Og hvis de forstod noget af det, var de ikke rede til at betale prisen. Måske var det noget af det, der ligger bag tekstens konstatering af, at disciplene kom i strid om, hvem af dem, der skulle regnes for den største, det er jo så alt for menneskeligt netop at diskutere vores indbyrdes placeringer. Jesus svarer endnu engang med at præcisere, at den største er ikke den der hersker. Vi mennesker har herskesygen i os, men vi forsøger at formilde situationen ved at kaldes velgørere, når vi har hersket med nogen. Det kender man f.eks. fra et hjem - når de unge går deres egne veje - måske fordi forældrene har været for herskesyge eller for ligegyldige, så falder forældrenes replik omgående: Efter alt det vi har gjort for dig! Ofte er det sådan, at vi kræver ikke alene retten til at herske, vi kræver også taknemlighed. Det manglede da bare. Men evangeliet siger igen og igen det modsatte, at størst er den som tjener. Det vil sige: lever kærligheden ud. Jeg bilder mig faktisk ind, at jeg inderst inde er enig med Jesus, og når jeg ikke lever derefter, så må det hænge sammen med, at jeg fristes til at synes, at kærlighedens fordring er for stor. Jeg er ikke rede til at betale prisen. Jeg beder tit Jesus om at hjælpe mig til at leve kærligheden mere ud, og jeg får hjælp. Uden Guds hjælp ville det stå langt ringere til. Jeg husker engang. Det var, mens jeg var præst på landet. Der kom en landstryger til præsteboligen og spurgte, om vi havde et sted, han kunne sove. Han fik noget at spise. Vi talte sammen og han fik en ren seng. Vi havde værelser nok. Næste morgen sagde han: Villy, du er et stort menneske! Men det var jeg ikke. Jeg følte mig luset, for jeg gjorde det jo kun for skams skyld... Det var jo ikke noget jeg havde lyst til. Men jeg syntes, at jeg var nødt til det. Har vi det ikke netop alle sammen sådan nogle gange, når vi føler, at kristendommen tvinger os til at gøre noget, som vi egentlig ikke har lyst til. Men han var jo et menneske, der i Guds øjne var lige så meget værd som mig. Men han takkede mig meget, fordi jeg havde behandlet ham som en ligeværdig. Jeg havde været med til at give ham lidt selvtillid, jeg havde fået Guds hjælp til at styrke ham, sådan som Jesus siger til Peter i slutningen af teksten: Når du engang omvender dig, så styrk dine brødre. Hos dem der hersker, er det almindeligt, at man får mennesker til at føle sig mindre, men hos Jesus er kunsten den stik modsatte: At få mennesker til at føle sig større. Det var det, Jesus gjorde, da han var iblandt disciplene, som den der tjente dem, levede kærligheden ud. Dagens tekst er med til at overbevise mig om, at det vigtigste i kristendommen er kærligheden. Måske kender vi også "Den gyldne Regel": Alt hvad du vil at mennesker skal gøre mod dig, det skal du også gøre mod dem. Den gyldne Regel handler om kærlighedens fordring. Engang blev Jesus spurgt om, hvilket bud i loven der var det største. Og han svarede, at du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Det understreger, at livet først og fremmest skal bedømmes af kærligheden. Vi kender alle sammen buddet: Du må ikke slå ihjel! Men under Anden Verdenskrig var man nødt til i kærlighedens navn at bekæmpe Hitler. For at kunne bekæmpe Hitler blev man så at sige nødt til at slå ihjel i kærlighedens navn. Det, at kærligheden er det vigtigste, udtrykkes måske allerbedst i Ny Testamente af forfatteren til 1. Korintherbrev, hvor han i kap. 13 siger: Der, hvor alt andet forgår, vil der være tre ting, som består: troen, håbet og kærligheden - og størst af dem er kærligheden. Jeg holder meget af Den danske Folkekirke, og mit fremtidsønske for Folkekirken er, at den må blive mere kristen. Det var Grundtvig, der sagde: først menneske, så kristen. Her har vi endnu meget at lære både i Folkekirken og i hele den kristne kirke rundt om i verden. Det er vigtigt, at kirken lever kærligheden ud ved at arrangere og engagere sig i vigtige ting, som er med til at styrke folk, med til at gøre dem større. Gør kirken det, ender det med, at folk også kommer til gudstjenesten. Lad mig også nævne et par ting, som har fyldt alt for meget i medierne til skade for Folkekirken: Hvis jeg som præst siger nej til at ægtevie f.eks. to mordere, får jeg problemer som præst. Det er godt, at det er sådan, for selvfølgelig har også mordere ret til at blive gift. Men hvis jeg som præst siger nej til at ægtevie to fraskilte, så får jeg ingen problemer. Ja, Folkekirken giver mig ret til at sige nej. Det er både ukristeligt og uforståeligt, at Folkekirken stadig har sådan en anakronisme. Hvilket betyder, noget der tilhører en anden tid. Folkekirken skal ikke følge med strømmen, men den skal følge med tiden. Igen, hvis jeg siger nej til at ægtevie to personer, der er dømt for pædofili, får jeg sikkert problemer som præst, og det er godt, at det er sådant, for selvfølgelig skal mennesker, der er dømt for pædofili også have ret til at blive gift, men tænk jer, jeg har som præst i Folkekirken ret til at sige nej til et homoseksuelt par, der blot beder om at få Guds velsignelse over deres liv. Det er både urimeligt og ukristeligt. Bibelen er skrevet af mennesker, og alt hvad mennesker rører ved er fyldt med fejl, derfor skal Bibelen fortolkes. Man skal jo ikke tro på Bibelen. Man skal tro på en levende Gud. Det er også derfor jeg som præst i over 25 år her ved Vesterkær ved begravelser, vielser og velsignelse af registreret partnerskab altid har sluttet sidste del ved alteret med at læse 1. Kor. 13,13: "Der, hvor alt andet forgår, vil der være tre ting, som består: troen, håbet og kærligheden - og størst af dem er kærligheden". Kærligheden er og skal være for os større end troen, dogmatikken, derfor kan jeg konkludere, hvor vigtigt det er, at Jesus lærte os, at størst er den som tjener. Det er en helt anden måde at anskue tingene på end vi normalt gør det, derfor skal kirken forkynde dette budskab igen og igen. Amen! Indlægget er Villy Mølgaards sidste prædiken i Vesterkær Kirke i Aalborg søndag 26.2.