Stolpedalsskolen er superliga
Skolen har landets bedste gennemsnit blandt afgangselever fra folkeskolen i 2012
AALBORG: Lærere, elever og ledelse på Stolpedalsskolen har god grund til at være stolte.
Tal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at de sammen med Virum Skole på Sjælland scorede 8,6 i gennemsnit blandt deres afgangselever i 2012.
Det er det højeste i landet, og til sammenligning ligger gennemsnittet for afgangselever på de øvrige folkeskoler i Aalborg Kommune på 6,8.
- Det er altid rart at være en succes, men jeg vil gerne understrege, at vi er meget ydmyge over for resultatet. Vi ved godt, det er et øjebliksbillede, siger skoleleder på Stolpedalsskolen Vibeke Verwohlt.
Trivsel og faglighed
Skolelederen fortæller, at opskriften på skolens faglige succes er, at de også tager hånd om trivslen.
- Man skal jo have det godt for at kunne lære noget.
Desuden lægger de vægt på, at der sættes tidligt ind i forhold til elever med læseproblemer, fordi det især er basis for at kunne lære de andre fag.
Hun pointerer kraftigt, at der ikke bliver tale om at læne sig tilbage og nyde det gode resultat. Der skal knokles for at vedligeholde en så flot placering.
- Men forvaltningen kunne da godt lige sende rundstykker, siger hun.
Baggrund i betragtning
Karaktergennemsnittet sammenkøres senere med tal fra Danmarks Statistik, så elevernes resultater sammenlignes med afgangselever, der har samme forudsætninger. Der tages højde for forældrenes uddannelse, indkomst og arbejdssituation.
For eksempelvis på Stolpedalsskolen har de en fordel i og med, at de fleste børn kommer fra ressourcestærke hjem, medgiver skolelederen.
- Så i virkeligheden betyder det ikke så meget i det daglige, at vi har Danmarks højeste gennemsnit blandt folkeskoler. Det er vigtigere for os, at vi klarer os godt i forhold til privatskolerne i området og i forhold til vores egne mål om at være en god skole.
Find din skole
I den anden ende af skalaen ligger Gudumholm Skole med et gennemsnit på 5,1. Midt imellem ligger henholdsvis Klarup Skole på 5,9, Tornhøjskolen på 5,8, Vodskov Skole på 6,8, Sønderbroskolen på 6,9, Gug Skole på 7,4 og Gl. Hasseris Skole på 7,7.
Tallene inkluderer ikke elevernes ordenskarakterer eller sociale baggrund.
Der kan søges specifikt på skole og fag på statweb.uni-c.dk/Databanken/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.