Stor energirenovering af Højbo
Boligforening afprøver mange forskellige former for grøn energi

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:- Den får alt, hvad den kan trække.
Sådan siger Bjarne Walentin, formand for Frederikshavn Boligforening om deres nye boligprojekt i Højbo-afdelingen på Borgmester Hassings Vej i Frederikshavn.
Her bliver der gravet, revet ned og sat op, så den gamle bygning fra 1950 ikke længere er til at genkende. 32 lejligheder bliver til 30 lejligheder, oplyser Bjarne Walentin, og de bliver energirenoveret til den store grønmedalje.
Passiv køling, solceller på taget, massiv isolering og tætning og varmepumpe med lodrette jordboringer er blandt de tiltag, de nye lejligheder kommer til at nyde godt af.
- Det drejer sig om at få nogle erfaringer og en viden om, hvad vi kan gøre fremadrettet, forklarer Bjarne Walentin.
Investeringen har samlet kostet omkring 18 millioner kroner, og boligforeningen har selv finansieret det. Når lejlighederne sidst på året gerne skulle stå færdige, regner boligforeningen med at spare mange penge på varmeregningen.
- Vi forventer, der bliver en varmeomkostning på 200 kroner om måneden per lejlighed, siger Bjarne Walentin.
Til at stå for renoveringen har Frederikshavn Boligforening hyret entreprenørfirmaet Trigon.
Jacob Beck er projektingeniør på renoveringen. Han fortæller, at de lige er blevet færdige med ti lodrette boringer 120 meter ned i jorden. En smule problemer med de dybe boringer har de haft, men det er lykkedes ingeniørerne at få boret alle ti huller.
- Vi har haft lidt udfordringer med noget gas i undergrunden. Der skal man være særlig forsigtig, fortæller Jacob Beck, der dog kan berolige med, at der er mange kilometer ned til det berømte skifergas i den nordjyske undergrund.
Projektingeniøren mener, at de nok skal nå at blive færdige til december med byggeprojektet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.