Stor fed spyflue årsag til udrykning
En mand troede tirsdag aften, at der var brand i hans garage - det viste sig, at der var noget helt andet galt

Arkivfoto
MARIAGERFJORD:En mand i Mariagerfjordområdet kontaktede tirsdag aften Nordjyllands Beredskab og politiet i den tro, at der var ild i hans garage på hjemadressen.
Manden havde via et overvågningskamera, som han kunne se på sin mobiltelefon, konstateret, at der var helt sort i garagen, og manden troede, at der var sort af røg.
Han alarmerede politi og beredskab klokken 19.30.
- Manden oplyste, at der muligvis var gasflasker og flere køretøjer i garagen, så den helt store udrykning blev sendt af sted, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Da mandskabet nåede frem, var der dog ikke hverken ild eller røg at se fra garagen.
I stedet konstaterede man, at der midt på overvågningskameraets linse sad en stor, fed og sort spyflue. Den dækkede for linsen, og snød derfor garagens ejer til at tro, at garagen var sort af røg.
Om beredskab og politi fik ram på fluen, inden de vendte hjem til stationen, melder historien ikke noget om.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.