Stor gruppe antijøder
ISRAEL/GRAVERSEN:Holger Graversen indrømmer (1.3.), at der måske findes en lille gruppe fanatiske antisemititter i Danmark. Ja, men dertil kommer så en meget større gruppe, der verbalt er antijødiske. Er man som jeg opmærksom på det, hører man det til. Det er måske ikke farligt i første omgang, men ord kan dræbe. Får man først stemplet en gruppe, er der ikke så langt til næste skridt, som erfaringerne fra Det tredje Rige tydeligt viser. Og det gælder, uanset hvilken mindretalsgruppe, man angriber! Så er det en fornærmelse mod den danske modstandsbevægelse at sammenligne deres kamp med den terror, som mange palæstinensere i tidens løb har udøvet, ikke kun for at "befri" deres eget land, men også for at udslette Israel, hvilket er deres erklærede mål, når de taler arabisk. Mht. FN-resolutioner, er der to relevante, 242 og 338. førstnævnte siger, at alle stater i området skal have sikre og anerkendte grænser og 338 siger, at det skal opnås ved forhandling. Såvel Ægypten som Jordan har fået alle deres territorier tilbage i forbindelse med fredsslutning med Israel. Og Arafat kunne i 2001 i Taba have fået kompensation for de to pct., han ikke kunne få, hvis blot han havde accepteret en anden ordning for flygtningene end tilbagevenden. Det sidste ville have været begyndelsen til Israels undergang. Israel har heller ikke gjort det nemmere ved den fortsatte bosættelsesaktivitet, som jeg tager afstand fra i mange tilfælde. Men havde araberne i 1947 anerkendt delingsplanen, havde de haft deres arabiske Palæstina siden 1948.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.