Stor interesse for børneasylcenter
Der måtte bæres ekstra stole ind, da der mandag aften var informationsmøde på Midtmors Sports- og Fritidscenter om det kommende Børneasylcenter Mors
ØSTER JØLBY: Et godt naboskab var omdrejningspunktet, da borgere og repræsentanter for det kommende Børneasylcenter Mors mandag aften mødtes til informationsmøde på Midtmors Sports- og Fritidscenter. Børneasylcenteret skal etableres på den tidligere nedlagte Rovvig Efterskole i Vester Jølby, og de første børn ankommer i uge ni til asylcenteret, der skal rumme op til 100 børn.
Omkring 200 borgere mødte op til informationsmødet, og der måtte bæres ekstra stole ind, inden borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune, kunne byde velkommen. Ordet blev derefter givet videre til chefkonsulent Thomas Wom Brauke fra Udlændingestyrelsen, der har ansvaret for landets asylcentre.
- I første omgang forventer vi i omegnen af 30 børn, hvorefter der vil ske en gradvis indfasning af de 100 børn, sagde Thomas Wom Brauke og tilføjede, at Udlændingestyrelsen foreløbig har lejet sig ind i bygningerne de kommende to år.
Centerchef Torben Gregersen fra Asylcenter Vesthimmerland i Vesthimmerlands Kommune, der er operatør på børneasylcenteret for Udlændingestyrelsen, understregede, at opgaven først og fremmest er at give asylbørnene en værdig og meningsfuld ventetid.
- Det er en særlig sårbar gruppe, da de er uden omsorgspersoner, der kan tage vare på dem. Derfor vil der være en pædagogisk bemanding, som kan påtage sig voksenrollen - ellers er børnene helt normale teenagere med alt, hvad det indebærer, sagde Torben Gregersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.