Stor international narkosag med udspring i Nordjylland
Fire mænd tiltalt for at ville producere amfetamin i mobil narkofabrik

Ifølge anklagen var planen at producere amfetaminpulver. Arkivfoto
AALBORG:En dansk og tre hollandske statsborger anholdes i et sommerhus i Egense lørdag eftermiddag 6. oktober og bliver efterfølgende tiltalt for at ville producere 38,5 kilo amfetamin ved hjælp af medikamenter og udstyr smuglet ind i landet.
Amfetaminen har en styrke, så den kan fortyndes flere gange og nå op en værdi på gadeplan på 11,5 til 17 millioner kroner.
Det er ikke alene første gang, politiet finder medikamenter til narkoproduktion i sådan en størrelsesorden i Nordjylland, og i det hele taget støder på en mobil narkofabrik, oplyser politikommissær Allan Overgaard.
Efterforskes i fire andre lande
Sagen har også et internationalt snit med produktion samt handel af narko og hvidvaskning af penge, bekræfter advokat Axel S. Pallesen, der er forsvarer for en af de hollandske mænd.
Faktisk involverer efterforskningen også politiet i Holland, Tyskland, Belgien og Spanien.
Men alle fire nægter indsmugling af medikamenterne til Danmark og produktion af amfetamin, når retssagen begynder i byretten i Aalborg torsdag 6. juni.
International arrestordre
Inden anholdelsen af de fire mænd i sommerhuset i Egense har hollandsk politi udstedt en international arrestordre på to af hollænderne.
De er nemlig mistænkt for at være med i en narkoring, der står bag både international produktion og handel med narko, har en talsmand fra hollandsk politi tidligere oplyst til NORDJYSKE.
Efter de to mænds varetægtsfængsling i Danmark sætter hollandsk politi en stor razzia i gang i området ved Eindhoven og det nordlige Belgien med hjælp fra også militær og belgisk politi. Fire hollandske statsborgere bliver anholdt.
Store værdier beslaglagt
Ydermere bliver computere, våben, ammunition, narko, kontanter, dyre malerier og kunst samt biler beslaglagt.
Efterfølgende sker der også anholdelser i Tyskland, ligesom spansk politi interesserer sig for sagen.
Den 41-årige dansker, som blev anholdt i Egense, er nemlig bosiddende i Sydspanien.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.