Dyr

Stor jagt skal regulere kronvildt

Bestanden af kronvildt i Hanstholm-reservatet har det godt og er nu så stor, at den er blevet for stor.

Dagens jagt i Tved Plantage har til formål at reducere antallet af hinder og kalve, men ikke af kronhjorte. Arkivfoto: 
Peter Langkilde
Dagens jagt i Tved Plantage har til formål at reducere antallet af hinder og kalve, men ikke af kronhjorte. Arkivfoto: Peter Langkilde

På kortet ligner det en militær operation. I virkeligheden er der tale om en reguleringsjagt af et omfang, der kræver militær præcision, når et halvt hundrede jægere og hundeførere fra morgenstunden i dag, fredag, indtager deres poster rundt om den nordlige del af Tved Plantage. Her er skoven delt op i fem områder, hvor syv mand med hunde roligt bevæger sig gennem beplantningen. Over de næste to og en halv time er opgaven at drive det kronvildt, der står i plantagen ud i det åbne. Hvor afhænger af vindretningen, og er den i nord nordøst vil en større del af dyrene bevæge sig ud i de områder, hvor jægerne står. - Formålet med det hele er at regulere bestanden af kronvildt i området. Det forsøger vi ved at bortskyde kronhinder og kalve - altså den del af bestanden, der står for reproduktionen. Her er hjortene mindre interessante, og det er som sådan heller ikke dem, der skal nedlægges. Tværtimod, siger vildtkonsulent Anton Linnet, Naturstyrelsen Thy, som har planlagt jagten. Bestand på 350-500 dyr Hans skøn er, at der er en bestand på 350-500 stykker kronvildt, der færdes i området fra Hanstholm Reservatet i vest og ind over plantagerne til de dyrkede områder mod øst. Jagtens mål er at nedlægge op til et halvt hundrede dyr. Sker der anskydninger, er der fem svejshundeførere med i jagten. Deres hunde er specielt trænet til at finde anskudt vildt. - I det sidste års tid har vi set en reel vækst i bestanden, som vil eskalere yderligere, hvis vi ikke skærer ned i "produktionsapparatet", siger vildtkonsulenten om dagens regulering, som er årsag til, at der for første gang i mere end seks årtier drives jagt på kronvildt indenfor reservatgrænsen. Det sker med en dispensation fra reservatbekendtgørelsen. - Bestanden af kronvildt er årsag til skader på afgrøderne på de omliggende marker, og derfor var det naturligt at inddrage de lodsejere, som har jord op til vores arealer, i reguleringsjagten. Når vi trykker dyrene ud af plantagen, vil en del af dem sandsynligvis søge ud på de private arealer mod nordøst, hvor lodsejeren kan nedlægge dem. Men fra vores side er det her ikke tænkt som en anledning til at give en lodsejer eller en jæger med jagt på de private arealer en anledning til at nedlægge en hjort. Tværtimod håber jeg på, at man respekterer formålet med reguleringsjagten og skyde hinder og kalve - og lader hjortene gå, siger Anton Linnet. Orientering om formålet Anton Linnet har på forhånd skrevet til 20 private lodsejere med jord op til statens arealer og holdt møde med dem for at orientere om jagtens formål. På mødet blev det aftalt, hvor på de private arealer, der sættes poster ud, ligesom kortet over jagtområdet klart siger, hvor jægerne på statens arealer står. - Det bliver en stor jagt, så etik, jagtmoral og sikkerhed skal være i orden - og det har den enkelte jæger ansvaret for. Uanset om han sidder på jord lige op til statens eller sidder på sin jagt længere østpå og derfor ikke som sådan har været omfattet af de forskellige orienteringer. Jagten indledes i dag klokken otte med en parole. Anton Linnet håber, at samtlige deltagende jægere, både de, der er med som lodsejere, som inviterede af en lodsejer eller som jagtlejere på de private områder møder til parolen, hvor regler og formålet med jagten gennemgås en sidste gang. - Kommer alle inviterede, bliver vi et halvt hundrede, men kommer alle de, som har jagt længere væk, bliver vi vel op mod 100. Slutter af med evaluering - Men man skal gøre sig klart, at mange jægere ikke er ensbetydende med meget nedlagt vildt. Vildtet går sine egne veje, siger Anton Linnet om reguleringsjagten, som dels skal regulere en bestand, der er blevet for stor samtidig med, at det skal sikres, at bestanden stadig har en størrelse, der gør det muligt for publikum at opleve de store dyr, som ikke kun ødelægger markafgrøder. - Naturplejen i Hanstholm-reservatet gør det ønskeligt med en stor bestand af kronvildt, men nu er den så stor, at den skal reguleres. Jagten slutter med en vildtparade og en evaluering af forløbet. Evalueringen skal blandt andet danne grundlag for en beslutning, om denne form for regulering skal forsøges igen, eller om det bliver ved den ene jagt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden