Stor jubel hos støttegruppe
Syv-årige Im og hendes mor Suthida kan vende hjem efter lovændring

Im og hendes mor Suthida
AABYBRO:Den udviste syv-årige pige Im og hendes mor Suthida Nielsen kan nu vende tilbage til Aabybro efter at samtlige partier på Christiansborg, undtagen Dansk Folkeparti, onsdag aften ændrede loven.
Der vakte naturligvis stor glæde i den lokale støttegruppe, som har arbejdet hårdt for at Im og hendes mor kan komme hjem igen.
- Vi var fuldstændig rundt på gulvet, da vi fik beskeden. Vi er super lykkelige. Jeg fik tårer i øjnene. Det var helt uvirkeligt at få den besked, siger Tina Kragelund fra den lokale støttegruppe.
Det har været en hård kamp, men det har sandelig været det hele værd.
En rutsjebane
- Det har været en total rutsjebanetur at gå fra, at justitsministeren og statsministeren afviser alt til denne lykkelige udgang. Vi har været helt nede i kulkælderen. Ikke mindst i søndags, da vi var ude og sige farvel til Im og Suthida. Nu er det bare ren lykke. Det er helt fantastisk, siger Tina Kragelund.
Lovændringen, som gælder med to års tilbagevirkende kraft betyder, at personer ikke kan udvises, hvis deres herboende ægtefælle dør, som tilfældet er i sagen om Suthida Nielsen.
Justitsminister Morten Bødskov sagde onsdag aften, at lovforslaget formentlig først bliver endeligt vedtaget i løbet af januar.
Støttegruppen er indstillet på, at Im og Suthida først kommer hjem efter jul.
- Nu skal vi have stoppet den container, som er på vej til Thailand med alle deres ting og finde en lejlighed til dem, siger Tina Kragelund.
Klassekammerat med Im
Hele sagen har også været hårdt at tackle for Tinas søn, som går i klasse med Im.
- Han har været meget berørt af det. Han har haft mange spørgsmål til det, for eksempel om han kunne blive sendt væk og om hans klassekammerater kunne blive sendt væk, og hvorfor man bare sender børn væk, fortæller Tina Kragelund.
Hendes søn var jublende lykkelig, da han torsdag morgen fik at vide, at Im og hendes mor kommer hjem igen.
Men det er altså endnu uvist, hvornår Im og Suthida kan vende hjem til Aabybro, men støttegruppen har planer om at lave en menneskekæde fra lufthavnen til Aabybro, og så skal der holdes en stor klassefest for Im, når de kommer hjem.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.