Musik

Stor jubilæumskoncert i sigte

KLITKORET FYLDER 30 år og fejrer det - så det synger

Rolf Hauge - har selv sunget med i Klitkoret i 24 år. Arkivfoto: Peter Broen.
Rolf Hauge - har selv sunget med i Klitkoret i 24 år. Arkivfoto: Peter Broen.

SKAGEN: Klitkoret fylder 30 år og går nu ind i slutningen af sit jubilæumsår.

Det bliver fejret med en stor jubilæumskoncert mandag den 2. juni i Kultus Kappelborg.

- Det bliver en meget anderledes koncert, og hele Klitkoret glæder sig så meget til at præsentere det overfor vores faste stampublikum. Det bliver en koncert på en måde, vi aldrig har prøvet og publikum vil komme til at opleve flere overraskelser under koncerten, fortæller Rolf Hauge.

Han har selv sunget med i 24 år.

Historien bag koret er lang og oplevelserne mange - store som små - fra kirkekoncerter over rockkoncerter og festivals til klassiske koncerter og opera. Og ikke de populære gospelkoncerter at forglemme.

Sang sig gennem jubi-året

- Ved Skagens 600 års købstadsjubilæum sidste år og den megen festivitas, vi oplevede hele året, deltog Klitkoret ved flere lejligheder. Det toppede da at koret blev ”Kongelige korleverandører”. For anden gang indenfor de seneste to år sang har Klitkoret for kongelige besøgende. Derudover har vi det sidste par år med stor fornøjelse sunget ved nytårskoncerterne, siger Hauge.

Musikalske rejser

Koret har deltaget i masser af ture og workshops - og har rejst udenbys hvert andet år – i ind- som udland. I år går turen til Helsingør og bl.a. Kronborg får besøg. Udlandsturene er bl.a. gået til

Tjekkiet, Sverige, Kreta og Mallorca. Og på alle turene har Klitkoret givet koncerter med stor succes.

I fødselsdagens anledning er der sammensat et festligt potpourri over nogle af de sange, koret har sunget på sine rejser.

- Kort fortalt var Klitkoret i starten noget mindre og hed Laurentius-koret. Det blev startet og i en årrække ledet af den daværende organist ved Skagen Kirke - Freddy Samsing. Da han forlod Skagen, var der kort tid forinden skabt rammer for korsang i den nyetablerede musikskole. Derfor var det nærliggende at man dér kunne overtage Laurentius-koret. De fleste medlemmer fulgte med over i kommunalt regi, flere nye kom til, og koret fik navnet Klitkoret. Det har eksisteret lige siden, vokset sig større, og har i dag 60 medlemmer, siger Rolf Hauge.

Flere gode kræfter i spil

I mange år blev koret ledet af Karen Margrethe Hatt Jensen.

Senere kom en ny dirigent - Agnethe Koch Harding, til. Og i takt med udvidelse af korets repertoire, medlemstal og aktiviteter, er musikskolens afdelingsleder Tove Therp også trådt til som dirigent. Agnethe Koch Harding varetager den mere klassiske genre, mens Tove Therp tager sig af de rytmiske opgaver.

Musiklærer Lone Erbs er ofte med som pianist - undertiden suppleret af flere medspillende kolleger.

Jubilæumskoncerten bliver et enestående, musikalsk tilbagekig.

Musikalsk potpourri

- Koret har selv valgt de allerbedste sange fra alle årene. Der bliver potpourrier, klassisk sang, rock og gospel – der kommer det hele. Samtidigt er Klitkoret ved denne anledning udvidet med eget band – så det bliver virkelig et brag af en koncert, slutter Rolf Hauge.

Billetter til koncerten den 2. juni kl. 19.30 på www.Skagenbilletten.dk og Skagen Bibliotek.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden