Ballerum

Stor lyst til at købe blåkvæg

Besætning tilhørende tidligere formand og indbragte 750.000 kr.

Auktionen trak mange mennesker, og knap 40 registrerede sig som mulige købere. Foto: Diana Holm
Auktionen trak mange mennesker, og knap 40 registrerede sig som mulige købere. Foto: Diana Holm Foto: Diana Holm

BALLERUM: - Skal vi starte ved 18.000?

Auktion var uden mindstepriser. Men forslaget fra auktionarius Jacob Ravn om et første bud blev taget godt imod, da en besætning af dansk blåkvæg søndag kom under hammeren på en gård på Ballerum nord for Thisted.

Og samtidig med, at auktionen - der omfattede 36 numre - samlede mange nysgerrige, endte den med pænt høje hammerslagspriser. Der blev således budt op til 70.000 kr. - plus moms - for en enkelt ko med kalv. Alt i alt indbragte auktionen omkring 750.000 kr. - eller en halv gange mere, end forventet af sælgeren - foreningen Dansk Blåkvæg.

Medvirkende til den store interesse var formentlig også baggrunden for auktionen. Dansk Blåkvæg bortauktionerede det meste af en besætning, som har tilhørt foreningens tidligere formand, Lars Thede, Hundborg. Han blev i august ekskluderet fra foreningen, efter at det var blevet konstateret, at han havde overført store beløb fra foreningen til sin egen konto.

Ifølge den nye formand, Per Glerup fra Aars, har hans forgænger erkendt uregelmæssigheder for op mod to millioner kroner. Sagen er overdraget til politiet.

10 køer fra besætningen blev solgt sammen med deres deres kalve. Foto: Diana Holm Foto: Diana Holm

Tyre med værdifuld sæd

Besætningen er ifølge et gældsdokument, som den tidligere formand har skrevet under på, knap 1,4 mio. kr. værd. Trods den store købelyst var det altså kun lidt over halvdelen af dette beløb, som blev realiseret under søndagens auktion,

Men fire tyre, som også var en del af besætningen, kom ikke under hammeren. Dansk Blåkvæg beholder disse tyre, hvis sæd Per Glerup har store forventninger til:

- Vi vil nemt kunne tjene en million på bare én tyr, hvis den kommer ud med nogle gode tal, siger han.

En del af besætningen blev solgt til lokale avlere, men også købere så langt væk fra som Sønderjylland og Sjælland, oplyser Niels-Chr. Thomsen, der er forretningsfører i Dansk Blåkvæg. Nogle af kreaturerne kommer i øvrigt tilbage til ejendommen ved Hundborg, hvor den tidligere formand bor. De er opkøbt af Lars Thedes søn.

- Og det er helt fint med os, fastslår Niels-Chr. Thomsen.

Thisted Dagblad har søndag forgæves forsøgt at træffe Lars Thede. Da sagen kom frem i sidste måned, ønskede han ikke at kommentere den over for NORDJYSKE, ud over at han erklærede, at han var "led og ked ved det hele".

Besigtigelse af besætningen, der har været opstaldet på en gård på Ballerum, inden auktionen. Foto: Diana Holm Foto: Diana Holm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden