Svømning

Stor opbakning til Aqua Cup -12

130 svømmeglade børn deltog lørdag i DGI stævne i Snedsted Svømmehal

Kristian Hvid Kjær koncentrerer sig, inden han skal svømme 25 m crawl.
Kristian Hvid Kjær koncentrerer sig, inden han skal svømme 25 m crawl. diana.holm@nordjyske.dk

SNEDSTED: - Kom så Kristian, kom så Kristian!

Der hujes, jubles og klappes. Blitzlys blinker, og de kæmpende atleter vinker glade tilbage. Det er ikke OL i London, men Aqua Cup 2012 i Snedsted Svømmehal, hvor 200 tilskuere lørdag klemte sig sammen langs bassinkanten. De så 130 børn i alderen seks til tretten år konkurrere i brystsvømning, crawl, rygsvømning og holdkapløb ved svømmestævnet, arrangeret af DGI Nordvest og Snedsted Svømmeklub, skriver Thisted Dagblad søndag.

I god form

- Jeg hælder mest til brystsvømning, for man får ikke vejret i det crawl, fortæller Kristian Hvid Kjær efter sit første heat. Kristian er otte år, bor i Nors og går til svømning i Thisted Svømmeklub ligesom sine tre ældre søskende.

- Jeg er i god form, men det er på grund af fodbold, siger Kristian. Han svømmer to gange om ugen. I år gider han til gengæld ikke at gå til gymnastik.
Emma Bojesen er vild med at svømme.
- Jeg svømmer i klubben to gange i ugen og nogen gange også med min far, fortæller Emma, der også er otte år og bor i Snedsted. Hun synes, det er rigtig sjovt at være med til svømmestævner. Hun vandt ikke sit heat, men det gik rigtig godt, mener hun.

Oplevelse og fællesskab

- Det er DGI Svømnings hensigt at lave sjove og spændende svømmestævner for børn, så de får en god oplevelse og en følelse af fællesskab både i deres egen svømmeklub og sammen med andre klubber. Ved stævnet her i Snedsted får børnene en smagsprøve på, hvordan det er at deltage i et stort stævne, hvor de sammen med deres svømmeklub konkurrerer mod andre svømmeklubber fra området, fortæller idrætskonsulent ved DGI Nordvest, Susanne Nielsen.

Hun er meget tilfreds både med de mange deltagere og den store opbakning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden