Stor oplevelse i sneen
120 unge har boltret sig en uge på østrigske skiløjper
110 elever og 10 ledere fra Brønderslev Ungdomsskole har deltaget i en oplevelsesrig tur til Zell am See i Østrig. Det er efterhånden en tradition, at ungdomsskolen sender unge på skitur, og der er da også rift om pladserne. Syv af de 120 deltagere fik dog ikke en hel uge på ski, for de kom til skade: en brækket arm og skadede korsbånd. Der var dog ingen, der kom hjem i utide. De blev der med de andre og var bl.a. ude at køre i kane. - Deltagerne kommer fra hele kommunen, fortæller afdelingsleder Peter Madsen, der var én af lederne. Ungdomsskolens egne skiinstruktører Rikke Olesen og Mette Holm stod for skiskolen, hvor de uøvede fik undervisning. - Der var både uøvede og øvede med på turen, og de valgte løjper efter deres færdigheder, fortæller Peter Madsen. Der blev kørt på bl.a. Danskerbakken. Men der var også Sort Safari, som er for de dygtigste skiløbere, der vover sig ud på den svære, sorte piste. Bjergene var godt 3000 meter høje. En dag var der arrangeret picnic, hvor der i sneen blev skåret en restaurant ud med plads til de 120 deltagere. Der var så mulighed for at prøve skihop for de modige. Der var også indlagt en sang- og musikaften, hvor flere af de unge sang og spillede. Fire kameraer var medbragt, og der blev optaget til Tv-Ungdom.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.