Stor optimisme i Cup No. 1

Henrik Andersen, koordinator i Cup No. 1, tror på en succesrig turnering i år.Foto: Jesper Larsen
Henrik Andersen, koordinator i Cup No. 1, tror på en succesrig turnering i år.Foto: Jesper Larsen

Den store fodboldbegivenhed Cup No.1 har været en tilbagevendende begivenhed i Frederikshavn siden 1984. I starten hed den Dana Cup Frederikshavn, men de senere år har turneringen ført sig frem som Cup No.1. Og der var sikkert en del frederikshavnere, der var ved at få kaffen galt i halsen, da det tidligere på året fremgik, at den internationale fodboldturnering, der administreres fra Fodboldvej, måtte oplyse, at sidste års udgave gav et dundrende underskud. Ikke mindre end 600.000 kroner manglede der i kassen, da man gjorde det hele op. Det helt logiske spørgsmål må derfor være, om Cup No. 1 overhovedet har en fremtid i Frederikshavn. Det mener koordinator Henrik Andersen dog, at den har:

- Helt sikkert. Frederikshavn har brug for Cup No. 1. Den er en økonomisk håndsrækning til hele byen, og der skabes jo en stor omsætning i byen til gavn for alle. Du kan sige, at man også lægger et visitkort med sådan en cup, og vi skylder hinanden at få skabt noget, der er godt.

Men underskuddet i 2016 virker bekymrende, og man forestiller sig måske, at der skal tænkes i helt andre baner. Det mener Henrik Andersen dog ikke er nødvendigt:

- Nej, for underskuddet kom ikke, fordi udgifterne var løbet løbsk. Det kom primært, fordi vi manglede omkring 25 hold fra Norge. Havde vi haft dem med, ville der have været balance i regnskabet. Norske hold forbruger meget i teltene og på skolerne. De har desuden mange medrejsende forældre og fans med, og den omsætning, det bringer, kom vi til at mangle. Der er på den led stor forskel på de norske hold og så de mere eksotiske. Det er ikke bare én til én. Så der skal vi sætte ind, og det har vi allerede gjort. På nuværende tidspunkt har vi allerede dobbelt så mange hold fra Norge som sidste år. Så jeg kan garantere, at resultatet fra sidste år ikke kommer til at gentage sig.

Henrik Andersen slår dog fast, at man står over for en udfordring i FfI. Der er masser af fodboldturneringer rundt omkring i verden, og det kan være svært at skille sig afgørende ud:

- Og derfor skal vi også hele tiden udvikle på Cup No.1, så den også er bæredygtig i fremtiden. Vi synes jo, vi har et godt produkt, fordi man her faktisk kan komme til at spille mod udenlandske hold. Det gør man ikke andre steder. Vi har ikke overvægt af hold fra en bestemt nation. I vores cup møder du hold fra forskellige lande. Det er én af kvaliteterne i Cup No. 1. Det er vores kerneområde, og her vil vi gerne være stærke.

Optimismen er altså til at tage og føle på, og Henrik Andersen har sat sig i spidsen for at skabe en oplevelse, for de drenge, piger, forældre, trænere og ledere, der kommer til Frederikshavn for at deltage i Cup No.1:

- Ja, fordi oplevelsen er det vigtigste. Vi lever i en globaliseret verden, hvor meget handler om at mødes. Det er spændende at spise middag med australske drenge eller amerikanske piger. Og det er ikke kun en oplevelse for spillerne, der deltager i turneringen. Det er en oplevelse for hele området. Men vi har naturligvis områder af cuppen, der skal støves af og hjørner, der skal slibes til, men det justerer vi på hele tiden, slutter altså Cup No. 1 koordinator Henrik Andersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden