Redningsvæsen

Stor udrykning til Aalborg Lufthavn

Pilot meldte om tekniske problemer onsdag aften - brandbiler ambulancer og politi tilkaldt

Et Norwegian-fly kom sikkert ned trods melding om tekniske problemer. Arkivfoto
Et Norwegian-fly kom sikkert ned trods melding om tekniske problemer. Arkivfoto Foto: Torben Hansen

Opdateret 18. maj 2013 kl. 20:44

AALBORG: Den helt store sikkerhedsprocedure blev sat i værk, da et Norwegian-fly onsdag aften meldte om tekniske problemer før en landing i Aalborg Lufthavn.

Flyet kom fra København og havde cirka 170 passagerer ombord, oplyser salgs- og marketingdirektør Rikke Mølgaard fra Aalborg Lufthavn.

Lufthavnen valgte at slå alarm omkring kl. 20.20, fordi piloten i flyet havde meddelt, at han ikke kunne slå de såkaldte flaps, som bruges ved landing, helt ud.

I den slags situationer tager man ingen chancer, og Beredskabscenter Aalborg, Nordjyllands Politi og Falck hastede derfor mod lufthavnen.

Kunne lande forsvarligt

Ifølge indsatsleder Søren Korsgaard fra Beredskabscenter Aalborg kørte centrets mobile traumeenhed plus fem andre køretøjer mod lufthavnen, mens der en lægebil og fem ambulancer også var på vej. Det er standardprocedure, når lufthavnen slår alarm i forbindelse med eksempelvis sikkerhedslandinger, forklarer indsatslederen.

De mange redningsfolk nåede dog ikke at komme i aktion, for piloten valte at lande flyet, før beredskabet var helt på plads.

- Piloten mente, at han sagtens kunne lande forsvarligt. Flaps var ude, men ikke helt ude og det betød, at han måtte lande med større hastighed, end man plejer. Der var ikke fare på færde, siger Rikke Mølgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden