Kettrup

Storbrand på gård

Længer med bigballer brænder på en gård syd for Fjerritslev

Foto: Bo Lehm
Foto: Bo Lehm

Opdateret 16. november 2016 kl. 07:35

KETTRUP: En voldsom brand hærger i øjeblikket i en gård på Kettrupvej syd for Fjerritslev, hvor halvanden længe med blandt andet bigballer brænder ned.

Det fortæller indsatsleder Claus Hermansen, Nordjyllands Beredskab.

Længerne grænser op til en kostald, men det lykkedes hurtigt brandfolkene at forhindre flammerne i at sprede sig, og dermed forhindre fare for dyrene, fortæller indsatslederen.

Længerne står dog ikke til at redde, og beredskabet foretager nu en såkaldt kontrolleret nedbrænding.

Fodermaskine årsag til brand

Det var en nabo, der opdagede flammerne omkring klokken 11.20, og da Nordjyllands Beredskab ankom til gården, var længerne allerede overtændte.

Det er formentlig en kortslutning i en fodermaskine, der er årsag til branden - og dermed mener politiet ikke, at branden skal kædes sammen med rækken af påsatte brande omkring Fjerritslev, fortæller vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi.

Foto: Bo Lehm

- Vi hælder til, at branden er opstået ved en kortslutning i en fodermaskine, som var placeret op ad en af længerne, fortæller Mogens Hougesen.

Ingen dyr eller mennesker er kommet til skade i forbindelse med branden.

Foto: Bo Lehm

Nordjyllands Beredskab forventer, at slukningsarbejdet først er færdigt i morgen tidlig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden