Storbritannien tilbyder Nato mere militær støtte i Østeuropa
Boris Johnson er parat til at sende flere soldater til Østeuropa som en advarsel til Ruslands præsident Putin.
Storbritannien forbereder at tilbyde Nato indsættelse af flere soldater, våben og fly i Østeuropa. Det siger premierminister Boris Johnson sent lørdag aften.
Forslaget om øget militær støtte er et svar på det, som Johnson kalder en tiltagende fjendtlig holdning fra Rusland over for Ukraine.
De militære chefer for Nato vil få forelagt tilbuddet på et møde næste uge.
Ifølge Johnsons kontor er der aktuelt omkring 1150 britiske soldater i østeuropæiske lande. Antallet kan blive fordoblet, hvis Nato tager imod tilbuddet fra den britiske regering.
- Denne pakke vil sende et klart signal til Kreml, om at vi ikke vil acceptere deres destabiliserende aktiviteter, og vi vil altid stå sammen med vores Nato-allierede over for russisk fjendtlighed, siger Johnson i en erklæring.
Rusland har opmarcheret omkring 100.000 soldater nær grænsen til Ukraine, og ifølge USA, Storbritannien og mange andre vestlige lande er der risiko for en russisk invasion af nabolandet.
Tidligere denne uge sagde USA's præsident, Joe Biden, at Rusland kunne sende soldater ind i Ukraine i løbet af februar.
- Jeg har beordret vores væbnede styrker til at forberede sig på udstationeringer i hele Europa i næste uge for at sikre, at vi er i stand til at støtte vores Nato-allierede til lands, til vands og i luften, siger Johnson.
Premierministeren meddelte fredag, at han i løbet af de kommende dage vil tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og opfordre ham til at nedtrappe det russiske militærs tilstedeværelse nær Ukraine.
Det vil ifølge Johnson være en "tragedie for Europa", hvis Putin i stedet vælger "blodsudgydelse og ødelæggelse" ved at sende militær ind i Ukraine.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.