Store ændringer på vej i Vikings
En række spillere forlader klubben efter en yderst succesrig sæson i den bedste række
Der har været stort tilfredshed med sæsonen hos Aalborg Vikings, der nåede slutspillet for første gang i et par år, og dermed også undgik at komme ud i nedrykningsspillet. Tilskuermæssigt har sæsonen budt på en fremgang på mere end 100 procent, og spillet på banen har i perioder været det bedste i klubbens historie. Men sommeren kommer til at byde på flere ændringer. Flere af holdets bærende spillere forlader klubben, og derfor skal der hentes fyldestgørende erstatninger ind. - Målet er, at vi faktisk får et lidt højere budget, end vi har haft i år, og det tror jeg også kan lykkes, for der er mange, der har fået øje på klubben i denne sæson, siger træner Mads Olesen. Nye tider Aalborg Vikings har med en lang række tilskuervenlige tiltag nærmest revolutioneret den danske basketverden. Gratis entre og hårdt arbejde på at få mennesker i hallen gav en tilskuerrekord til den yderst seværdige tv-kamp mod Aabyhøj. - Vi regner stærkt med at få flere tv-kampe næste år, og det giver også endnu mere eksponering til vores sponsorer. DK4 har været glade for os, fordi der har været stemning, når de har været i Aalborg. Så vi regner med masser af tv-tid, siger træneren. - Samtidig dkal vi have gjort endnu mere for vores sponsorer, så vi kan få skabt et større netværk. Der er planer om mere bespisning og mulighed for at netværke i forbindelse med kampene, og det er sådan nogle tiltag, der kan være med til at gøre os til en større klub, siger han. Farvel til topscorer Sikkert er det, at klubben skal se sig om efter to nye amerikanere. Ryan White og Tony Bishop har ellers imponeret ved at føre ligaen i henholdvis point og rebounds. - Vi har ikke råd til at holde på dem, og så skal vi nok også satse på at finde en anden spillestil i næste sæson. Vi vil gerne have en point guard, der er mere afleveringsorienteret, og så skal vi måske også have en endnu større spiller under kurven, fordi vi også mister Sami Eleraky, siger træneren. Den unge danske center skifter med stor sandsynlighed til amerikansk college-basket, og der med mister Vikings en stor del af sin styrke under kurven. - Vi har jo været det fjerdebedste forsvarshold, og det er egentlig utroligt, fordi vi atletisk er blandt de dårligste i ligaen. Men Sami har fyldt så meget under kurven, at det har gjort det svært for de andre at lave point, siger Mads Olesen. Bedst at vente Der går dog nok et pænt stykke tid, før de mest markante forstærkninger til den kommende sæson kan præsenteres. Det gælder nemlig om at have is maven, før man skriver kontrakt med de bedste udlændinge. - Vi har kunnet se i de to seneste sæsoner, at en spiller som Marquis Hall, der vel nok har været den bedste spiller i ligaen, først har fået kontrakt i november. Så vi skal nok hen til august-september, før vi ser, hvad der er tilbage på markedet til de penge, vi har, siger Mads Olesen. - Holdet skal dog være mindst lige så slagkraftigt, som det har været i denne sæson, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.