Store skader ved brand i fabrik
Voldsom røg, da maskinfabrik i Klarup lørdag morgen blev ramt af brand. Skaderne løber op i flere hundredtusinde kroner, vurderer direktør.
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:24
Lørdag morgen kl. 07.38 blev Maskinfabrikken Fuglsang på Nørremarksvej 50 i Klarup ramt af brand. Ifølge Beredskabscenter Aalborg blev gnister fra skæring af metalplader suget op i et udsugningsanlæg og startede branden. Ilden udviklede kraftig røg, der kunne ses langt væk. Flasker måtte afkøles Brandfolkene måtte sprøjte vand på flasker med ilt, gasarten argon og hydrogen for at undgå eksplosionfare. - De flasker kunne teoretisk være eksploderet ved overophedning, siger vagthavende indsatsleder Peter Reinau fra Beredskabscenter Aalborg. Efter halvanden times tid var brandfolkene nået så langt med at slukke ilden at man var i gang med efterslukningen. Produktionen fortsætter Maskinfabrikkens administrerende direktør, Lars Christiansen, oplyser, at man kan fortsætte produktionen trods de omfattende skader. Visse dele af produktionen må dog nok foregå i nedsat tempo. - Men det vil ikke berøre vores kunder, siger direktøren. Han vurderer, at skaderne løber op i flere hundredtusinde kroner. Det skyldes især vandskader i et teknikrum, ifølge direktøren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.