Stormøde om den kirkelige økonomi

180 menighedsrådsmedlemmer og præster samles i Arena Nord

EMNER 22. februar 2012 10:00

Hvordan kan menighedsrådene i Frederikshavn provsti bruge de ressourcer, der er til rådighed, bedst muligt? Dette spørgsmål skal drøftes ved et stormøde i Arena Nord tirsdag den 28. februar med deltagelse af omkring 180 menighedsrådsmedlemmer og præster fra de 22 sogne og 15 pastorater, som provstiet omfatter. Det er provst Jens Jacob Jensen, der har indkaldt til mødet. Han ønsker ikke på forhånd at sige noget om, hvad han forventer af mødet udover, at oplægget til aftenens drøftelse gives af provstiets personalekonsulent Anni Sloth. Med den debat om økonomi, der i øjeblikket også præger det folkekirkelige landskab, må det forventes, at der på stormødet lægges op til nye løsningsmodeller for samarbejde sognene imellem også personalemæssigt for at få mest mulig ud af de midler, der er til rådighed. Det fremgår af den dagsorden, der er udsendt til menighedsrådene i Frederikshavn provsti, at stormødet netop skal afsluttes med en drøftelse af de nye muligheder for løsnings-modeller, som ventes at fremkomme i løbet af aftenen. Løsningsmodeller, som herefter søges indarbejdet i sognenes fremtidige arbejde og samarbejde gennem efterfølgende drøftelse i de enkelte menighedsråd.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...