Stormramte tog kører så småt igen i Jylland og på Sjælland
Flere togstrækninger er genoptaget søndag morgen, men der vil stadig være uregelmæssigheder, oplyser DSB.
Togene er så småt begyndt at køre igen mellem Aalborg, Aarhus og Fredericia.
Det oplyser DSB på sin hjemmeside søndag morgen.
Togstrækningerne har været ramt af stormen Malik, som lørdag aften førte til, at togtrafikken mellem Fredericia og Aalborg blev indstillet.
Første tog fra Aalborg mod Aarhus har afgang klokken 08.50, mens første tog fra Aarhus mod Aalborg er med afgang klokken 08.20.
Togene er også begyndt at køre igen over Sjælland. Det er dog med en del uregelmæssigheder, oplyser DSB uden at uddybe.
Togtrafikken over henholdsvis Storebæltsbroen og Øresundsbroen er også påvirket af stormvejret. De to broer er lukkede frem til søndag formiddag. Derfor er togforbindelser, der går over broerne, indstillet imens.
Regionaltog mellem Esbjerg og Fredericia er så småt begyndt at køre igen, mens regionaltogene mellem Fredericia og Aarhus stadig ikke kører søndag morgen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.