Stort behov for flere boliger i Danmark

Vi bliver flere og flere og vil helst bo i byerne. Det skaber et kraftigt voksende boligbehov.

Seniorer kræver mere plads pr. person, men flere søger også mod byerne for at bo, så der er mangel på boliger. Foto: Iris/Scanpix

Seniorer kræver mere plads pr. person, men flere søger også mod byerne for at bo, så der er mangel på boliger. Foto: Iris/Scanpix

DANMARK:360.000. Så mange boliger kommer til at mangle inden 2040.

Det er hovedkonklusionen i en ny analyse fra Dansk Byggeri, der viser, at den demografiske udvikling frem mod 2040 gør, at vi har brug for ikke færre end 360.000 nye boliger i Danmark for at matche det stigende behov.

Den udvikling er der flere årsager til, mener Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker og direktør for Center For Fremtidsforskning. der blandt andet forsker i fremtiden for det danske boligmarked.

- I løbet af de næste bare 20 år bliver der mange flere både unge og ældre, hvilket kræver flere små boliger, da det typisk er i de faser af livet, man bor i en mindre bolig – og ofte bor til leje. Typisk bor de ældre også færre personer i husstanden, siger fremtidsforsker Jesper Bo Jensen og uddyber:

- Vi kræver mere og mere plads i boligen, jo ældre vi bliver. En person i 20erne kræver 30-35 m2 bolig pr. person, men når man er over 70 år, har man behov for 70-75 m2 pr. person. Så flere ældre kræver flere boliger, og når levetiden i snit forlænges med tre måneder om året, giver det i sig selv et øget behov for boliger, siger Jesper Bo Jensen.

Efterslæb på nybyggeri

Hos BoligPortal.dk ser de allerede nu en forøget konkurrencesituation for de boligsøgende på lejeboligmarkedet i de store byer. En udfordring der snart kræver handling i form af flere nye boliger, hvis de store byer skal kunne følge med efterspørgslen.

- Helt overordnet bliver vi flere og flere i Danmark. I fremtiden bliver befolkningen sammensat på en lidt anden måde, hvilket skaber et større behov for boliger, særligt fordi der kommer væsentlig flere ældre borgere. Og så spiller den fortsatte og faktisk øgede vandring fra land til en by også en stor rolle i den her udvikling. For eksempel ved vi, at København vokser med 1.000 indbyggere om måneden, hvilket stiller krav om flere boliger. Krav, der ikke kan imødekommes lige nu, siger Henrik Løvig, adm. direktør i BoligPortal.dk.

Ifølge Jesper Bo Jensen er det heller ikke uvæsentligt, at vi de seneste par år ikke har formået at følge med udviklingen, hvad angår nybyggeri. Derfor har vi et efterslæb, hvilket allerede nu kan ses.

- Befolkningstilvæksten og ditto udvikling kræver, at vi hvert år opfører 16-18.000 nye boliger. Det er ikke sket i de seneste år, hvilket har givet et opsparet boligbehov, som vi lige nu ser komme til udtryk i store byer som København og Aarhus, siger Jesper Bo Jensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden