Stort flertal for at opløse DGI Nordvest
Beslutningen skal bekræftes på endnu et årsmøde i november
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:42
THY-MORS: Med 54 stemmer for og otte imod bakkede et stort flertal af de stemmeberettigede deltagere på et ekstraordinært årsmøde i DGI Nordvest op om planerne om at opløse landsdelsforeningen ved årets udgang.
Mødet blev afholdt tirsdag aften i Midtmors Sports- og Fritidscenter i Øster Jølby. Der var alt i alt omkring 90 deltagere i mødet, hvilket er flere end ved det ordinære årsmøde i april.
Ved årsmødet i DGI Nordvest i april gav et stort flertal af de fremmødte bestyrelsen opbakning til at arbejde hen imod en opløsning af foreningen og dermed en overflytning af foreningerne til henholdsvis DGI Nordjylland og DGI Midtjylland.
I løbet af september er der blevet holdt møder med de frivillige fra en lang række idrætsgrene for at diskutere, hvad ændringerne konkret kommer til at betyde for de enkelte foreninger.
- Mange af de frivillige siger, at ”jeg er her for min idræts skyld, ikke for DGI’s skyld, så jeg vil være der, hvor jeg får den bedste hjælp”, fortæller Ove Laustsen, formand for DGI Nordvest. Han har ikke indtryk af, at der er foreninger, der vil melde sig ud af DGI som følge af ændringerne.
Debatten på det ekstraordinære årsmøde forleden aften tog en halv time, hvor både fortalere og modstandere af strukturændringen gik på talerstolen. Ove Laustsen glæder sig over, at debatten blev holdt i en god tone.
Den store beslutning om at opløse DGI Nordvest er ikke gyldig, før den er blevet bekræftet ved endnu en afstemning på et ekstra årsmøde, der afholdes 26. november.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.