Stort plus i FfI Håndbold

Rødspætte Cup med til at lave et plus på en halv million kroner

Rødspætte Cup er livsnerven i FfI Håndbold og medvirkende til et flot overskud.Arkivfoto: Kurt Bering

Rødspætte Cup er livsnerven i FfI Håndbold og medvirkende til et flot overskud.Arkivfoto: Kurt Bering

FREDERIKSHAVN:At den internationale ungdomsturnering, Rødspætte Cup, er livsnerven i FfI Håndbold er en klokkeklar kendsgerning, og turneringen bidrog da også i stor stil til, at afdelingen kunne sikre sig et overskud på næsten en halv million kroner i sidste regnskabsår.

- Vi fik et overskud på omkring 600.000 kroner på sidste års Rødspætte Cup, men selv om det er et væsentligt bidrag til FfI Håndbolds overskud skyldes det også et fantastisk sammenhold i afdelingen, hvor alle bidrager, siger Per Larsen, der er primus motor i Rødspætte Cup.

Han peger også på, at udgifter til især kørsel er skåret ned, ligesom klubbens medlemmer er flinke til at hjælpe ved forskellige arrangementer og på den måde få skabt indtægter til FfI Håndbold.

- Vi har således også omkring 500 medhjælpere til Rødspætte Cup, og uden dem kunne vi ikke drive håndboldafdelingen med så stor aktivitet, siger Per Larsen.

- Et overskud på en halv million er bestemt ikke et beløb, vi er vant til at have i overskud, men et rigtig godt sammenhold og en stribe både spillere og forældre, der er parate til at yde en indsats, har altså givet os det fantastiske resultat.

25 personer var mødt frem til FfI Håndbolds generalforsamling, hvor også formand Nicolaj Horn udtrykte begejstring for overskuddet.

- Det er sådan et regnskab, der giver os mulighed for at lave ekstra tiltag til gavn for alle klubbens medlemmer, siger formanden.

Der var genvalg som formand til Nicolaj Horn, ligesom Mogens Beck, Arne La Cour og Hans Jørn Rømer alle blev genvalgt til bestyrelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.