Stort potentiale i ufaglærte nordjyder
Mange af dem er allerede i job og arbejder på højt fagligt niveau

Ufaglærte nordjyder har stort potentiale, viser undersøgelse. Arkivfoto: Peter Mørk Pressefotograf Peter Moerk
NORDJYLLAND:Størsteparten af Nordjyllands ufaglærte kan nå et faglært niveau inden for overskuelig tid.
Det når Beskæftigelsesregion Nordjylland frem til i i en større analyse af de i alt 34.000 ufaglærte 30- til 55-årige i Nordjylland.
Hovedparten klarer sig rigtig godt på arbejdsmarkedet. De har fast job, deltager i opkvalificering og er stort set i fuld beskæftigelse, viser en kortlægning, som New Insight har gennemført for beskæftigelsesregionen.
Højt fagligt niveau
Omkring 2.500 af de ufaglærte nordjyder har flere års beskæftigelse i en eller flere brancher og har gennem kurser og efteruddannelse holdt sig fagligt ajour.
Ofte arbejder de på et højt fagligt niveau. De kan højst sandsynligt få merit for deres kompetence og dermed få forkortet et uddannelsesforløb på en erhvervsuddannelse.
Cirka 27.000 er længere væk fra faglært niveau, men har relevant erhvervserfaring. Mange af dem har papir på, at de har deltaget i arbejdsmarkedsuddannelse i et eller andet omfang og inden for områder, som gør, at de sandsynligvis vil kunne nå faglært niveau på overkommelig tid. De er af og til ledige.
Også en tungere gruppe
Endelig skønnes cirka 4.800 ufaglærte at være noget længere væk fra faglært niveau. Deres erhververfaringer er i mindre grad meritgivende, og de har kun i mindre grad deltaget i arbejdsmarkedsuddannelse. Det er i denne gruppe er der ufaglærte med længere ledighedsperioder.
For jobcentrene betyder kortlægningen, at de nu får en viden, der gør det muligt at arbejde mere målrettet med en uddannelsesstrategi for de kortuddannede, der bliver ledige.
Undersøgelsen opererer nemlig med 3 profiler og deres særlige karakteristika. Profilen gør det lettere at skønne, om en ledig kan være kandidat til et uddannelsesløft fra ufaglært til faglært.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.