Stort rykind til Vinens Dag ved Vester Hassing
Nordjysk vinbonde krydser fingre og håber på god vinhøst
Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:15
VESTER HASSING: Med 25 år på bagen som vinbonde i Danmark er Hans Magnussen fra Heden Vingård ved Vester Hassing efterhånden vant til lidt af hvert. Men derfor krydser han alligevel fingre for varme og tørvejr i de næste en til to måneder. Det er nemlig afgørende for årets høst.
- Det lykkedes jo sidste år, som endte med at blive fantastisk. Men vi er allerede en del bagefter i år, så nu skal der altså ikke komme mere regn, forklarede han de fremmødte til årets åbent hus lørdag i anledning af den landsdækkende Vinen Dag.
Udover vin kunne de besøgende - og dem var der mange af - også smage på lokal spiritus, honning, kager og meget mere, hvis de da ikke valgte at takke ja til en rundvisning blandt Hedens mere end 1000 vinstokke.
- Vi var jo de første, som dyrkede vin her i Nordjylland, og derfor betyder det også meget for mig at være med til at udbrede det, vi går og laver, påpegede Hans Magnussen.
Giver gerne gode tips
Han giver gerne gode tips til andre, som kunne have lyst til at forsøge sig med vinproduktion, for efter den spænde start for mange år siden, har han efterhånden fundet frem til nogle sorter, som klarer sig godt i Danmark.
- Vi har vel 10 forskellige sorter. Men Rondo er vores hovedsort, som vi bruger både til rose og rødvin, og derud over har vi også forskellige hvidvin, men nogle af dem er desværre så følsomme, at vi allerede nu se, at en del har fået meldug, så de ikke bliver til noget.
At dyrke vin er for Hans Magnussen både en passion og en måde at få tiden til at gå på.
- Og så er jeg jo selvfølgelig også glad for, at der er nogen, som kan lide det. Gennemsnitligt bliver det vel til omkring 1000 flasker om året, og de plejer heldigvis ikke at være svære at afsætte, forklarede han.
Udover rødvin, hvidvin og rose producerer Heden Vingård også en mousserende vin, og resterne fra produktionen afsættes til Nordisk Brænderi, som laver en grappa-lignende brændevin på drueskallerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.