Stort tillykke til Lindy
Flag i gaden, da Lindy Bonderup åbnede sin købmandsbutik
PRÆSTBRO: Præstbro var iklædt festtøj, og dannebrog blafrede, da Lindy Bonderup tirsdag åbnede sin købmandsbutik i Hovedgaden.
- Det her er en gammel drøm, der går i opfyldelse. Og jeg er sikker på, at opbakningen til butikken er stor, siger Lindy Bonderup, der har taget et års orlov fra sit job i en Fakta-butik i Frederikshavn.
Men forhåbentlig bliver der langet så mange varer over disken, at købmanden i Præstbro fortsætter de kommende år.
I hvert fald sikrer en speciel ordning, at kunderne kommer igen og igen.
Foreløbig 53 kunder har nemlig sagt ja til at betale et beløb forud hver måned.
Hver gang den enkelte kunde handler i butikken fratrækkes beløbet, indtil ”kontoen” igen er nede på nul. Derefter betales et nyt beløb.
I dagens anledning kom mange borgere i området forbi og sagde tillykke.
- Jeg har boet i Præstbro siden 1960. Det var dengang, byen næsten havde en butik i hvert andet hus. Nu siger vi et stort tillykke til Lindy og håber på, at butikken overlever, siger Rigmor Sørensen.
Præstbro har været uden en købmand i to år, og i det hele taget har det - indtil nu - været umuligt at handle dagligvarer i Præstbro, Lyngså og Voerså.
De tre byer er indgået i et samarbejde - Den Bette Trekant - og her har en købmandsbutik længe stået langt oppe på ønskelisten.
Og for at markere at hele området kan få glæde af Lindy Bonderups initiativ, har Præstbros nye butik fået navnet ”Den Bette Trekant’s Købmand.
Købmanden holder åben hver dag, og Lindy Bonderup har foreløbig ingen planer om at ansatte personale til at hjælpe sig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.