Stortalent sikrer Fortuna-sejr
16-årige Signe Bruun er brandvarm i øjeblikket og scorede lørdag for Fortuna
KOLDING: Lørdag eftermiddag var Fortuna Hjørring på besøg hos KoldingQ i 3F Ligaen, og her blev det til en stensikker sejr på 2-0.
- Vi sidder på spillet hele kampen igennem. De får lige en enkelt chance i starten af kampen, hvor vi laver en fejl, men ellers dominerede vi det hele, sagde træner Brian Sørensen efter kampen.
Den første scoring faldt efter 35 minutter, da Nadia Nadim helflugtede bolden ind bag Kolding-keeperen.
For nylig scorede purunge Signe Bruun otte mål i én kamp for U17-landsholdet, og lørdag eftermiddag viste hun nok engang, at hun er knivskarp i øjeblikket, da hun efter 62 minutter headede bolden ind til kampens resultat.
- Hun gjorde det rigtig fint. Hun har en stor spidskompetence i at tage de der løb ind i feltet på de rigtige tidspunkter, sagde Brian Sørensen.
Fortuna Hjørring indtager med sejren førstepladsen i 3F Ligaen. Nordjyderne har dog spillet en kamp mere end Brøndby, som har en kamp til gode.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.