Straffe fældede Vejgaard
Vejgaard var det bedste hold i nederlag, mener træner Henrik Larsen
Opdateret kl. 16:39
AALBORG: To minutter spillet af anden halvleg. Topholdet fra Middelfart smækker et indlæg mod Vejgaard Boldspilklubs felt. Hånd på bolden. Straffe.
Casper Johansen scorer til 1-0 for de fynske gæster. Resultatet holder kampen ud, og så må Vejgaard igen gå sejrsløse fra 2. divisions nedrykningsspil.
Inden kampen lignede Middelfart Gymnastik & Boldklub favoritter, for hvis de ikke var blevet fratrukket 12 point i efterårets pulje, ville de lige nu spille i oprykningsspillet. Som lørdagskampen udformede sig, ærgrer Vejgaards oprykkere sig dog over nederlaget på Soffy Road.
- Der er ingen tvivl om, at vi var det bedste hold på banen i dag. Vi spillede en fremragende kamp i første halvleg, siger Vejgaards træner, Henrik Larsen.
I første halvleg formåede ingen af holdene at tvinge modstanderens målmand ud i de store redninger. Men to minutter efter sidebyttet kom fynboerne altså på måltavlen.
Herefter pressede Vejgaard på, inden de i det sidste kvarter satte en ekstra angriber på banen og gav mere plads til kontrastød imod.
Åbne chancer uden mål
Fynboernes målscorer og anfører, Casper Johansen, kunne have scoret tre mål mere i kampen, men misbrugte to direktører og en stor skudmulighed.
I den anden ende kom Vejgaards angriber Mathias Sloth-Kristensen to gange tæt på at udligne for de aalborgensiske amatører.
Den ene gang var han en hårbredde fra at snitte et hjørnesparksindlæg fra sin frie position på kanten af det lille felt. Før det var det en frisparksbold, som var ved at snige sig i mål.
Angriberen afrettede et indlæg til forreste område, så kuglen strøg mod det modsatte målhjørne, men her sprang Middelfarts målmand, Casper Radza, op og viftede bolden til hjørne.
Tror på overlevelse
Tættere på kom Vejgaard ikke, og så blev det til endnu et nederlag til holdet under nedrykningsstregen.
Alligevel er Henrik Larsen optimistisk angående overlevelseschancerne, hvis niveauet fra lørdagens kamp på Soffy Road kan opretholdes.
- Jeg vurderer, at de er gode, men vi skal også snart til at have pointene. Vi kan ikke blive ved med at sige, at vi præsterer godt og er fuldt på højde med de andre, siger Henrik Larsen.