Straksforbud efter grim arbejdsulykke
Arbejdstilsynet har forbudt medarbejdere hos DLG i Aars at bruge luge på lastbil som adgangsvej til lastbilens lad

DLG har fået et straksforbud ovenpå den grimme arbejdsulykke tirsdag morgen. Foto Henrik Bo Pressefotograf Henrik Bo
AARS:Den grimme arbejdsulykke hos DLG Land og Fritid på Vestvej i Aars, hvor en 57-årig mand tirsdag morgen blev livsfarligt kvæstet, fører nu til et strakspåbud fra Arbejdstilsynet (AT).
- Vi har meddelt DLG et mundtligt straksforbud mod at bruge den luge på lastbilen, hvor den 57-årige kom i klemme, som adgangsvej til lastbilens lad. Det skal sikre, at en lignende ulykke ikke kan ske igen, oplyser tilsynschef hos Arbejdstilsynet Lars Toft Pedersen.
Senere kommer der så et skriftligt forbud, og Arbejdstilsynet følger op med et besøg for at sikre, at forbuddet også overholdes.
Tilbudt krisehjælp
Tilsynschefen fortæller, at AT fik meldingen om ulykken fra Nordjyllands Politi og straks sendte to tilsynsførende til virksomheden i Aars.
- Vi har også kunnet konstatere, at der er iværksat tiltag til krisehjælp for de ansatte på DLG, hvor den 57-årige var ansat, oplyser Lars Toft Pedersen.
De ansatte har fået tilbudt at tale med en psykolog ovenpå den traumatiske oplevelse.
Konklusion kommer senere
- Vore tilsynsførende på stedet har indsamlet de informationer, de skal bruge, og de udarbejder nu en rapport, som vores jurister skal kigge på med henblik på, om vi skal have politiet ind over til at foretage yderligere undersøgelser, forklarer Lars Toft Pedersen.
Tilsynschefen kan ikke give noget bud på, hvor længe der vil gå inden en endelig konklusion på den grimme arbejdsulykke foreligger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.