Strandbys skattejægere løb verden rundt
Historien om møntfund fra vikingetiden gik verden rundt, og finderne får stor ros fra Nationalmuseets seniorforsker
STRANDBY: Historien om teenagedrengene fra Strandby, der har gjort et sensationelt møntfund, nåede verden rundt.
Lang tids hemmelighed
Hobbyarkæologerne fra Strandby fandt de første vikingemønter den 9. september 2012, men fundet blev først offentliggjort i torsdags. Det er der to årsager til.
- Vi blev kontaktet den 13. september 2012, da drengene fandt Thors Hammer. På det tidspunkt var jorden ved at være for våd, og frosten ved at sætte ind. For ikke at smadre fundene var vi nødt til at vente med at grave til det blev forår. Desuden var jeg på barselsorlov, siger museumsinspektør Sidsel Wåhlin, der er Vendsyssel Historiske Museums ekspert på netop den periode, mønterne stammer fra.
Vikingemønterne blev fundet blot 10 centimeter under overfladen på et areal, der måler 10 gange 10 meter.
- Marken har været drevet som eng og er ikke blevet pløjet så hårdt, som man gør mange steder i dag, hvor der de sidste 15 år bliver gjort mere skade på den danske undergrund end de seneste 1.000 år, siger Sidsel Wåhlin.
Forbilledligt arbejde
Hun mener, at der må være tale om et samlet fund, som er blevet deponeret, formentlig i en læderpose, som for længst er gået i opløsning.
Derfor er det koncentreret inden for et lille område.
Museumsinspektøren roser skattejægerne fra Strandby for et forbilledligt arbejde, dels med selve fundet, dels for at holde tæt med nyheden siden 9. september.
Også rideklubben, der har forpagtet marken, hvor mønterne blev fundet, har samarbejdet forbilledligt med museumsfolkene, siger Sidsel Wåhlin.
- Straks de blev orienteret, stoppede rideklubben med at gøde og pløje på marken.
Findeløn for danefæ
Skattejægerne fra Strandby kan se frem til et skulderklap fra Nationalmuseet samt en kontant belønning i findeløn.
Hvor stor den bliver, er vanskelig at sige på nuværende tidspunkt.
- Findelønnen beregnes dels ud fra metalværdien, som her er ganske beskeden, dels den kulturhistoriske værdi, siger Jens Christian Moesgaard, seniorforsker ved Nationalmuseet.
- Drengene har behandlet fundet eksemplarisk og sikret at vi får den maksimale viden om møntfundet. De har handlet fuldstændigt rigtigt ved at kontakte museet. Havde de i stedet lagt mønterne ned i en skrivebordsskuffe og ventet et år eller to med at kontakte os, var det en helt anden sag, siger Moesgaard, der betegner fundet som den største samling af mønter fra Harald Blåtands tid siden 1939. Oveni kommer så tyske og islamisme mønter, sølvsmykker og sølvbarrer, som alt sammen tæller med, når Nationalmuseet skal i gang med lommeregneren.
Strandby på landkortet
De to brødre fra Strandby, Michael og Peter Stokbro Larsen, var i aftes i Aftenshowet på DR sammen med Sidsel Wåhlin og fortalte endnu engang om det sensationelle møntfund, der for alvor har sat Strandby på landkortet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.