Strandet tømmer et udflugtsmål
I første omgang bliver det op til skibets forsikringsselskab at tage stilling til, hvordan det bliver fjernet

Massevis af tømmer drev i land ved Lyngby i Thy fredag. Foto: Ole Iversen
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var usædvanligt meget trafik på den smalle vej ud til stranden ved Lyngby i går. De strandede dynger af tømmer, der ligger hulter til bulter på en kilometerlang strækning som pindene i et kæmpe mikadospil, tiltrak dagen igennem nysgerrige fra nær og fjern. - Vi hørte om det i radioen fredag aften, da vi var på vej fra Odense til vores sommerhus i Svankjær. Så vi skulle da lige ned og se, hvordan der ser ud på "vores" strand i dag, fortalte Hanne Jakobsen, der sammen med sin mand Peter Jakobsen gik tur langs stranden ved Lyngby i går. - Det ser nærmest ud som et kunstværk, syntes Hanne Jakobsen. Andre havde forsøgt at hive lidt i nogle af de trykimprægnerede lægter og fint afhøvlede tømmerstokke, som nok kunne gøre gavn som materiale til en carport eller noget andet nyttigt. Men dels er det jo ikke lovligt at forsyne sig fra stakkene og dels ligger bjælkerne også godt og grundigt kilet fast imellem hinanden. Endelig er der langt op til vejen, så foreløbigt ligger det lange "kunstværk" der stadigvæk, og vil også kunne ses i dag. I kontakt med politiet Hvad der så skal ske med det, bliver i første omgang op til ejeren af skibet Scot Explorer, der tabte lasten ud for Stenbjerg torsdag aften, og op til rederiets forsikringsselskab. Poul Erik Nielsen, der er strandfoged for Lyngby Strand, har i hvert fald ikke tænkt sig at gøre noget på egen hånd. - Jeg snakkede med Jørgen Jensen fra politiet i Thisted fredag, og vi aftalte, at politiet vil kontakte skibet og forsikringsselskabet mandag. Det er jo deres træ, så det er op til dem, hvad der nu skal ske, siger han og tilføjer: - Jeg kunne jo sagtens bede et firma om at fjerne det, men hvis det nu viser sig at blive dyrere end det, salget af tømmeret kan indbringe, så vil jeg ikke hænge på den regning. Det kan sagtens vise sig at blive en temmelig bekostelig affære at fjerne tømmeret fra stranden, idet den direkte adgangsvej ned fra Lyngbyvej skyllede væk for nogle år siden. Alternativet er at køre på stranden helt fra Stenbjerg. - Man kunne måske nok lave en midlertidig vej ned fra Lyngby, men om den kan holde til de tunge maskiner ved jeg ikke, siger Poul Erik Nielsen. Han blev allerede fredag ringet op af flere firmaer, der tilbød at køre ned med skovmaskiner for at samle træet op. - Og midt om natten fik jeg en sms fra et firma i Brovst, der også tilbød at skaffe tømmeret væk, fortæller han. Får han grønt lys fra forsikringsselskabet, så kan han godt få brug for noget maskinkraft. - Men set med mine øjne må det være forsikringsselskabet, der betaler for at få det ryddet, og det er dem, der nu skal finde ud af, hvad de vil gøre. Og så er det mit ansvar at få det fjernet, hvis de melder ud, hvad der skal ske, fastslår han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.