Strandfogeden tager en ekstra tørn
Peder Klit elsker havets brusen og den friske havluft og efter 40 år som strandfoged, ser han absolut ingen grund til at stoppe. Tværtimod. Fra 1. januar har han fået udvidet sit område til også at dække halvdelen af Slettestrand.
Han startede som strandfoged ved Svinkløv. - Med tiden fik jeg også halvdelen af Klim strand, hele Kollerup Strand og nu også halvdelen af Slettestrand, siger Peder Klit, der deler Slettestrand med strandfogeden fra Tranum, Bjarne Godske Andersen. I alt har Peder Klit opsyn med 11 kilometer strand. - Så det bliver da til nogle gode lange strandture hver dag, smiler han. Som strandfoged refererer man til politiet, og det giver Peder Klit ret til at tilbageholde folk, hvis der skulle være problemer. - Det har dog aldrig været aktuelt. Generelt opfører folk sig pænt, men nogle skal lige have klar besked, hvis de har fået lidt for meget inden for vesten, griner han. Peder Klit har siden 1972 fungeret fuldtid som strandfoged. Ind til for ti år siden boede han på slægtsgården i Kollerup, som sønnen nu har overtaget. Peder Klit er 3. generation i familien, der arbejder som strandfoged, men han er overbevist om, at 4. generation står klar, når det bliver aktuelt. - Til 1. april 2012 har jeg 40-års jubilæum, men jeg har ingen planer om at stoppe lige med det samme, siger Peder Klit, der flere gange dagligt holder øje med strandene fra sin firehjulstrækker. - Da jeg startede brugte vi hestevogne. Det var noget besværligt. Sidenhen fik vi en traktor og det hjalp meget, siger han med et bredt smil. Og der er i bogstaveligste forstand løbet meget vand i sletteå siden han startede som strandfoged. - Vi har fået bedre teknik til at udføre jobbet, men der er også sket en holdningsændring hos strandgæsterne. Tidligere blev der svinet meget mere med skrald, som jeg så kunne få fornøjelsen af at samle op. Nu er det heldigvis sjældent at folk "glemme" at tage deres affald med hjem, så vi er nok blevet mere bevidste om miljøet, siger han. Det er også sjældent, at der er strandgods fra skibene på strandene. - Der er stort set aldrig dækslast på skibene mere. Alt er i lasten - ellers dækker forsikringsselskaberne ikke, så det er sjældent, jeg finder store mængder af strandgods, supplere han. Tidligere var der ofte store mængder tømmer, der skulle sælges på auktion, men den sidste auktion blev holdt i 2006. - Som strandfoged er man jo til rådighed døgnet rundt, og med de storme, der har været på det seneste, er der jo lidt at se til, siger han. Tidligere var det strandfogedens opgave at holde stranden ren, men det gør kommunen nu. Kystsikring står Naturstyrelsen for, så opgaverne er at holde øje, samt at indsamle det strandgods, der skulle have værdi. - Der er jo nogen der ejer det, så det må almindelige strandgæster ikke tage med hjem, slår Peder Klit fast.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.