pandemi

Strengere regler træder i kraft i Frankrig for de uvaccinerede

Fra mandag kan uvaccinerede personer i Frankrig ikke længere gå på restaurant eller bar eller til sportskampe.

Mandag træder strenge restriktioner i kraft i Frankrig for personer, som ikke er vaccineret mod covid-19. Det sker, mens smittetallene i landet stiger.

Fra mandag vil personer, som ikke er vaccineret eller har været smittet med coronavirus, ikke længere have lov til at gå på restauranter og barer eller til kultur- og sportsarrangementer.

Det er heller ikke tilladt for de uvaccinerede at rejse med fjerntog.

Tiltaget kommer, i takt med at Frankrig indfører vaccinepas. Indehavere af et sådant pas skal fremvise passet som bevis for, at de enten er vaccineret eller tidligere smittet for at deltage i det offentlige liv.

Det er således ikke længere nok at kunne fremvise en negativ coronatest.

Der vil i første omgang være undtagelser for dem, som har besluttet sig for at blive vaccineret i den nærmeste fremtid. Disse personer kan slippe afsted med at fremvise en negativ test for at få adgang til de forskellige steder.

De strenge restriktioner har udløst en voldsom debat i Frankrig.

Ifølge det franske forfatningsråd må restriktionerne for de uvaccinerede kun gælde, så længe pandemien kræver det.

Franske myndigheder håber, at tiltagene vil hjælpe med at bremse spredningen af covid-19.

Frankrig har de seneste syv dage registreret 3300 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Lørdag registrerede landet 390.000 nye smittetilfælde.

/ritzau/dpa

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden