Studerende snuser til naturpleje i Thy
Nationalpark Thy og Naturstyrelsen Thy har for femte gang arrangeret sommerlejr for unge studerende
NORS: 13 unge danske studerende har tilbragt en lille uge med frivilligt arbejde i Nationalpark Thy.
De har arbejdet med at rydde birk i Søbakkerne syd for Nors Sø, de har slået hø med le i Tved og ryddet af bjergfyr ved Sønder Vorupør. Derudover har de fået indblik i andre typer naturpleje som rydning af hybenrose ved Agger Tange.
Naturplejen skal skabe mere lysåbne klitheder, der giver bedre vækstbetingelser for sjældne planter som soldug og gøgeurt.
- Vi vil gerne, at de studerende får noget praktisk erfaring, så de har prøvet det på egen krop, når de engang selv skal sidde og forvalte, siger Morten Stummann, der er forstfuldmægtig i Naturstyrelsen Thy.
Sommerlejren for studerende blev arrangeret for femte år i træk af nationalparken i samarbejde med Naturstyrelsen Thy.
En af sidegevinsterne er, at folk med en uddannelse inden for naturvidenskab, skovbrug eller formidling får øjnene op for, at der er spændende job i den nordvestligste del af landet.
- Det der med den hemmelige agenda fungerer meget godt. Det har været fantastisk at være her. Jeg er vild med Thy, siger Rasmus Miehe Sørensen, der er skov- og landskabsingeniørstuderende på Skovskolen i Nødebo.
Fredag fik de danske studerende følgeskab af en gruppe belgiske spejdere, der også har arbejdet et par dage for Naturstyrelsen Thy.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.