Vester Hornum

Stuehus ødelagt af brand

Ild opstået formentlig opstået omkring brændeovn på trelænget nedlagt landbrug ved Vester Hornum

Arkivfoto: Torben Hansen
Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 21:18

VESTER HORNUM: Et stuehus på et nedlagt landbrug på Flejsborgvej ved Vester Hornum er ubeboeligt efter, at en brand søndag aften raserede stuehuset.

Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Vesthimmerlands Kommune Jes Caspar Mortensen.

Alarmen lød klokken 18.49.

- Da jeg kom derud, stod husets ejer og forsøgte at dæmpe ilden ved at pøse vand på ilden, der var opstået omkring brændeovn og skorsten, fortæller indsatslederen.

Ejeren kunne oplyse, at børnene, der havde opholdt sig på første sal, og hans kone var kommet ud.

- Vi har måttet fjerne en del tagplader for at sikre os, at der ikke er mere ild på inden i undertaget på husets øverste etage, så huset er ikke beboeligt lige nu, konstaterer Jes Caspar Mortensen.

Han havde 12-15 brandmænd, to tankvogne, stigevogn og sprøjte i aktion i forbindelse med branden på det nedlagte landbrug, der udover stuehuset bestod af to længer bygget sammen med stuehuset.

Begge længerne tog ikke skade i forbindelse med branden.

Arbejdet med at bekæmpe branden tog godt et par timer for brandfolkene.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden