Sublim finsk-østrigsk alliance

At genhøre Wiener Philharmonikerne efter deres sidste velykkede besøg i 2008 var næsten som at få en forsinket julegave, og det nordjyske publikum var da også mødt talstærkt frem i går. Sidst var de store symfonier af wiener-komponisterne Schubert og Bruckner på programmet, denne gang var det en af Nordens største symfonikere, som wienerne tog under kærlig og kyndig behandling. Og netop Jean Sibelius' storladne symfoniske eposser, kunne man forestille sig, lå godt til orkestret, værker som kræver et stort strygerkorps, perfekt intonerede messinggrupper og et homogent træblæserkorps. Som erstatning for den sygemeldte Lorin Maazel, wienernes faste dirigent, havde man med kort varsel fundet Sakari Oramo på en jagtekspedition i Lapland og sat ham i spidsen for orkestrets skandinaviske turné. Oramo er finne, uddannet af Jorma Panula på Sibelius Akademiet og til daglig chefdirigent for det finske radiosymfoniorkester, så han kender om nogen sin Sibelius. Man var da heller et sekund i tvivl om, at Wiener Philharmonikerne og Sakari Oramo var en ualmindelig lykkelig konstellation, som begge parter - sammen med det nordjyske publikum denne søndag eftermiddag - nød i fulde drag. Oramo var som en lille dreng i en legetøjsbutik, der blot behøvede at pege på, hvad han ville have - og fik det -, mens Wiener Philharmonikerne tydeligvis respekterede og satte pris på hans dybe indsigt i Sibelius' musik. Tre af symfonierne var på programmet, startende med den sidste, den syvende fra 1924, derefter den store femte fra 1919, og til sidst den første fra århundredeskiftet, alle komponeret i hans umiskendelige, personlige tonesprog, og dog så forskellige, at man ikke savnede kontraster i programlægningen. Den sidste symfoni i én sats var en åbenbaring i transformering af orkesterklangen i store organiske bølger, hvor de umærkelige små ændringer i tempi, satsstrukturer, dynamik og så videre skabte den sammenhængende symfoniske udvikling i en overjordisk smuk orkestreklang. Det majestætiske basun-tema midtvejs og henimod slutningen stod sjældent smukt og integreret i helheden. Også den tresatsede femte symfoni blev en ren himmerigsmundfuld af orkestral velklang, hvor orkesterklangen nærmest blev fysisk nærværende og stoflig som fløjl. Hvert musikalsk øjeblik blev nærværende, men magisk var stedet i første sats, hvor hovedtemaet sættes i gang som en majestætisk jumbojet, hvorefter hele orkestret letter og musikken forvandles til en flok sommerfugle. Magisk var også den vegeterende anden sats i Wiener Philharmonikernes hænder med strygernes pizzicato og fine klangflader i træblæserne. Det er kun en uges tid siden, vi fik en flot opførelse af den første symfoni med vores egne symfonikere, så det gav en fin mulighed for at vurdere Wiener Philharmonikernes særlige kvaliteter, et stort strygerkorps der musicerede med en fantastisk rytmisk og klanglig præcision, messingsektioner med en unik egenklang og evne til at træde ud og ind af den totale orkestrerklang, samt blødt intonerede træblæsere, der både som ensemble såvel som solistisk fandt deres præcise plads i helheden. Her blev Sibelius' storladne, tonale naturbilleder fremført så smukt og rent at det til tider gjorde næsten ondt. I det lille ekstranummer, Strauss' "Tritsch Tratsch Polka", var wienerne på hjemmebane, ubesværet perfektionistisk og charmerende. Det blev en af de begivenheder, hvor man følte det som et privilegium at være til stede, mens musikken blev skabt. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Wiener Philharmonikerne Sibelius symfonierne 1, 5 og 7 Dirigent: Sakari Oramo Aalborghallen Søndag eftermiddag

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.