Årets største prikkerunde venter lige om hjørnet
I disse dage inviteres godt 1,2 mio. danskere til at blive vaccineret mod influenza og covid-19
- Ældre personer og personer med særlige kroniske sygdomme har højere risiko for et kompliceret forløb af influenza og COVID19-sygdom. Og eftersom man får en tydelig beskyttelse ved at være vaccineret, er der ikke så meget at tænke over.
Det siger professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Henrik Nielsen, som opfordrer de godt 1,2 mio. danskere, der i øjeblikket får besked om, at de kan få en gratis vaccination, til at tage mod tilbuddet.
En holdning han deler med Sundhedsstyrelsen, som også opfordrer alle i målgruppen til at blive vaccineret.
- I den kommende sæson forventes en periode med mange influenzatilfælde af både A og B-typen. Og derfor er årets vaccine målrettet netop mod disse, og har hele fire forskellige typer virus i sig. Hvad angår covid-19-vaccinen er den rettet mod den senest dominerende variant, som er JN.1, siger Henrik Nielsen, som desuden slår fast, at influenza og covid-19 ligner hinanden med hensyn til sygdomsbillede, og at målgruppen til vaccination til de to virusser er de samme persongrupper.
Tjek din e-boks
De første, der modtog invitation til et par gratis skulderprik, var alle over 85 år.
Siden gælder det gruppen 74-84 årige og når de har modtaget deres invitation, er det danskere mellem 65-74 år, der får en besked i deres e-boks.
Når det hele er overstået, har godt 1,2 mio. danskere fået tilbuddet, som de altså opfordres til at takke ja til.
Desuden kan personer med en kronisk sygdom i alle aldre eller hvis man af en eller anden grund er særligt sårbar blive vaccineret gratis - uden invitation. De skal blot booke en tid - og på tro og lov erklære, at de er kronisk syge. Det kan de gøre fra torsdag 26. september.
Bestil tid på vacciner.dk
Vaccinerne gives i perioden 1. oktober til 20. december, og der er et vaccinationscenter i hver af de 11 nordjyske kommuner samt yderligere 26 vaccinationssteder under Danske Lægers Vaccinations Service, som er placeret steder, hvor der er langt til en by med et vaccinecenter.
Man bestiller en tid på hjemmesiden vacciner.dk, hvor man både kan vælge, hvor man vil vaccineres og hvornår på et af de officielle vaccinationssteder.
I modsætning til tidligere år er det i år ikke muligt at blive vaccineret på et apotek eller hos sin praktiserende læge.
Ring og få hjælp
Hvis man af en eller anden årsag har svært ved at få bestilt en tid eller har svært ved at komme til et vaccinationscenter, kan man ringe til Den regionale vaccinations hotline på telefon 97648463 i tidsrummet kl. 8.30-15.00 og få hjælp til tidsbestillingen eller blive visiteret til en hjemmevaccination.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.