Chok: Klunkerne kom i klemme
En pumpe til spildevand viste sig at have en usædvanligt god grund til at være stoppet op

Hud med tilbehør fik en kloakpumpe til at blokere. Foto: Vesthimmerlands Forsyning
VESTHIMMERLAND:Det er utroligt, hvad folk kan finde på at smide i kloakken. Det ved man godt hos Vesthimmerlands Forsyning. Men forleden spærrede de ansatte alligevel øjnene op en ekstra gang.
En pumpestation var blokeret, havde beskeden lydt lidt tidligere, og så er der jo ikke andet at gøre end at rense den.
Det viste sig dog at være lettere tænkt end gjort. Pumpen måtte tages op - og så forstod de godt, hvorfor den ellers ganske forslugne pumpe havde måttet give op.
En hud med tilbehør
Inden i sad der en hel hud fra et klovdyr med alt, hvad dertil hører. Eller rettere: hud fra en tyr. For en del af vedhænget lod ikke megen tvivl tilbage om, hvilket køn dyret havde haft, inden det mistede sin overfrakke, som det ses på fotoet foroven.
- Det har vi faktisk ikke oplevet før. Ikke jeg har hørt om. Det var noget af et chok for folkene. Der er selvfølgelig tale om en fejl, og vi har fundet ud af, hvor huden stammer fra. Der var tale om en rist, som ikke var lagt rigtigt på. Det er den nu, så det ikke sker igen, fortæller Morten Åby Nielsen, administrerende direktør i Vesthimmerlands Forsyning.
Her holder man jævnligt kampagner for at få forbrugerne til kun at komme afføring og papir i toilettet. Netop for at undgå forstoppelse i systemet af alternativt affald
"Pas på, mænd"
Billedet af huden med det afslørende vedhæng er lagt op på forsyningens Facebookside, hvor det har affødt en lang række kommentarer og delinger:
"Man skal godt nok passe på her i kommunen, hvis man er mand. De suger squ hårdt, de toiletter. Så drenge: husk at rejs jer inden", skriver en kvinde, ledsaget af en smiley der græder af grin.
"Er det testikler, der er klippet med en døv grensaks?? God bedring til den ældre herre", skriver en anden.
Flere ser ud til at have genkendt vedhænget på billedet og spørger drillende venner, om det er deres.
Vilde med humoren
På Vesthimmerlands Forsyning morer man sig over forbrugernes mange humoristiske reaktioner:
"Vi er vilde med jeres fantasi og gode humør . Tusind tak for jeres sjove bud på, hvad der mon sad fast i pumpen", skriver forsyningen på Facebook-opslaget.
Som så ofte før, når det gælder kloakker og spildevand, får spildevandschefen imidlertid det sidste ord:
"Kun tre ting i kloakken (og toilettet): Tis, lort og papir!"
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.