Forvirring om gratis og betalte vacciner - få overblikket

Lige nu er det ikke muligt at købe en influenzavaccination hos egen læge - men der er mange andre vacciner i spil. Få overblikket her

Opdatering, 29. september 2022: En række apoteker i Nordjylland vaccinerer mod influenza fra lørdag 1. oktober, hvis man selv betaler.

NORDJYLLAND:Mange yngre mennesker har tidligere år valgt at købe en vaccination mod influenza, og også mange firmaer betaler for vaccination af ansatte. Men lige nu er det ikke muligt at købe influenzavaccination hos egen læge.  Få overblik over de mange tilbud - gratis eller betalt:

1. Covid-19

Alle over 50 år inviteres i øjeblikket til gratis vaccination mod covid-19. Desuden inviteres personer under 50 år, som er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, samt sundheds- og plejepersonale og personale i visse dele af socialområdet. Gratis covid-vaccination tilbydes desuden til gravide og pårørende til personer i særligt øget risiko.

Tidligere på måneden kunne borgere over 85 år og plejehjemsbeboere blive vaccineret mod covid-19. 

Der er overvejelser om, at man eventuelt skal kunne betale for en covid-vaccination, hvis man ikke kan få den gratis, men lige nu er det ikke en mulighed.

Der vaccineres mod covid-19 på de regionale vaccinationscentre samt hos en række praktiserende læger. Hvis ens egen læge ikke vaccinerer, kan man frit vælge en anden. 

2. Influenza-vaccination

Gratis vaccination mod influenza tilbydes alle borgere over 65 år, gravide, samt personer med kroniske sygdomme som er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb - i nogle tilfælde også deres pårørende. 

Førtidspensionister uanset alder, og personale i sundheds- og plejesektoren, der er i kontakt med særligt udsatte, kan også blive vaccineret mod influenza. De inviteres ikke, men skal udfylde en tro-og-love erklæring på vacciner.dk og kan derefter bestille tid til gratis vaccination. 

Børn mellem 2 og 6 år kan gratis blive vaccineret mod influenza - det foregår altid hos egen læge.

Øvrige gratis influenzavaccinationer udføres på de regionale vaccinationscentre samt hos en række praktiserende læger. 

Har man ikke ret til en gratis influenzavaccine, er det endnu ikke muligt at købe en influenzavaccine hos egen læge – de praktiserende læger har ikke kunnet bestille vacciner fra Statens Serum Institut, og det er uvist, hvornår det bliver muligt. Det private firma, Danske Lægers Vaccinations Service, tilbyder allerede nu influenzavaccinationer til enkeltpersoner og firmaer. Også en række apoteker i Nordjylland vaccinerer mod influenza fra lørdag 1. oktober, hvis man selv betaler - der arrangeres også firmaaftaler om vaccination. 

3. Vaccination mod lungebetændelse

Vaccination mod pneumokokker er gratis for alle, der er fyldt 65 år, børn og voksne med visse kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko. Egen læge kan vurdere, om en patient er i særlig høj risiko for alvorlig pneumokoksygdom, som oftest en lungebetændelse. Også svejsere tilbydes gratis vaccination mod pneumokokker

Pneumokokvaccinen vurderes at være effektiv i seks år, men det kan variere fra person til person.

Børn vaccineres allerede mod pneumokokker som en del af børnevaccinationsprogrammet.

Borgere, der er omfattet af et gratis tilbud, kan blive vaccineret på de regionale vaccinationscentre, samt hos visse praktiserende læger.

Kun meget få vælger selv at betale for en pneumokokvaccination - i så fald kan det bl.a. ske ved Danske Lægers Vaccinations Service og nogle praktiserende læger.

4. Pakke med tre stik

Borgere over 65 år, samt særligt udsatte grupper, får tilbudt de tre ovenstående gratis vaccinationer i en samlet pakke. Man kan frit vælge, om man vil tage imod alle tre vaccinationer eller kun en eller to. 

I alle tilfælde vaccineres på de regionale vaccinationscentre eller hos en række praktiserende læger. Hvis ens egen læge ikke vaccinerer, kan man frit vælge en anden.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man få oversigt over, hvem der vaccinerer. De nævnte læger har imidlertid ikke i alle tilfælde modtaget vaccinedoserne endnu, så tjek med den enkelte læge. 

Der vaccineres med separate sprøjter og på forskellige indstikssteder. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke risiko forbundet med at få flere vacciner på én gang.

Myndighederne har valgt at slå de tre vaccinationer sammen i en pakke. Man håber, at det direkte tilbud vil øge tilslutningen til vaccination mod de enkelte sygdomme.

5. Abekopper og andre 

Sundhedsstyrelsen anbefaler i øjeblikket vaccination mod abekopper til mænd, der har sex med mænd, og som har flere skiftende partnere. Desuden personer som er i forbyggende behandling mod hiv eller er hiv-positive. Læs mere om risikogrupper på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Man skal via egen læge have en henvisning til at modtage vaccination og have modtaget en indkaldelse i e-boks, før man kan blive vaccineret mod abekopper. 

Vaccination mod abekopper udføres i øjeblikket på de regionale vaccinationscentre. Næste gang fredag 14. oktober kl. 15-21. Det er ikke nødvendigt at bestille tid, men man skal via henvisning fra egen læge have modtaget en indkaldelse i e-Boks.

Der findes en række andre vacciner, som ikke indgår i de gratis vaccinationstilbud. Det er vacciner, som man kan bede sin læge om at bestille og selv betale for - f.eks. skoldkopper, helvedesild, hepatitis og TBE-smitte fra flåter.

Statens Serum Instituts hjemmeside findes en oversigt over offentligt betalte vaccinationsprogrammer og hvilke vacciner man kan tilvælge, hvis man selv betaler.

****

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.