Han ankommer i god tid, for før han kan klappe stolen op og indrette sig med computer, mobiltelefon og kaffe til dagens store forestilling derude ved horisonten, er der lige noget, som skal gøres. Noget vigtigt.

- Det første, jeg gør, er at skrive i sandet - 10 ting, der er vigtige i mit liv og gør mig glad, fortæller han og stiller gerne op til foto, hvor man bl.a. kan læse følgende: Familie, børn, Danmark, mad, økonomi, solopgang og fodboldholdet Arsenal. 

Når det er på plads, er han klar til at se dagen vågne - som oftest i farver, der giver ham både ro i sjælen og overskud til at håndtere, hvad der uden overdrivelse kan kaldes for et svært liv. Og alligevel et godt liv. På trods. Og med så meget overskud, at han har 1300 mennesker, der følger med i hans morgener. Johnny fotograferer nemlig solopgangene og offentliggør billederne på Facebook.

Nogen af de 1300 er mennesker, der som Johnny har ar på krop og sjæl og heller ikke kan sove. Og mangler en ligesindet at tale med, og her er Johnny klar til at både lytte, vejlede og ringe 112, hvis nogen har det så svært, at de taler om selvmord.

Et uheld - og et nyt liv

Da Johnny Sort var 18 år, gik han i skole i København og boede på kollegium i Albertslund. En weekend skulle han have besøg af tre venner fra Nordjylland, og aftalen var, at han skulle komme ind på hovedbanegården omkring midnat. Johnny skulle med S-toget fra Albertslund, hvor perronen var glat, hvilket resulterede i, at han gled og faldt ned på skinnerne og blev slået bevidstløs. Lidt efter ankom toget, og Johnny blev kørt over af toget og fire vogne. Et af toghjulene standsede på Johnnys højre arm, og der gik en halv time, før han kom fri. Tre gange måtte han genoplives, før han blev stabiliseret på hospitalet. Uden sin arm. 

En af de gange, hvor Johnnys hjerte holdt op med at slå, havde han en nærdødsoplevelse, som for altid har ændret hans liv - en oplevelse af total fred og af, at der er noget godt, som venter, når det jordiske liv er slut. Et paradis.

- Jeg er ikke specielt religiøs, men siden den dag har jeg været overbevist om, at vi ikke skal være bange for at dø. Og jeg blev taknemmelig over mit liv - som en helt grundlæggende følelse, der har fulgt mig siden, siger Johnny Sort.

Det var i 1981. Få dage efter ulykken blev han udskrevet og havde allerede da lært at binde sit snørebånd med en hånd.

- 10 dage efter spillede jeg både volleyball og fodbold, siger Johnny, som uddannede sig til pædagog, blev fodboldtræner og siden en af Danmarks bedste billardspillere. Og fandt en kæreste, som han blev gift med. Parret har i dag fire voksne børn og seks børnebørn.

En fejloperation 

Livet var med andre ord godt for Johnny Sort - indtil han en dag i 1993 talte med en læge om, at han havde lidt fantomsmerter i den manglende arm. Den snak ødelagde hans liv.

- Lægen tilbød mig en operation, som med garanti ville fjerne fantomsmerterne, og det takkede jeg ja til, siger Johnny Sort, som fik fjernet fire torntappe i rygsøjlen og brændt nogle nervebaner i centralnervesystemet over. Og efter operationen vågnede op til et nyt liv.

- Da jeg slog øjnene op, var der ild i min krop. Det var, som om min overkrop brændte døgnet rundt, og jeg fik at vide, at der ikke noget at gøre ved det, siger Johnny Sort, som blev udskrevet som fuldstændig uarbejdsdygtig og ødelagt.

Det blev startskuddet på en årrække, hvor Johnny gemte sig for omverdenen og ikke kunne noget som helst. Otte år senere fik han tildelt en stor erstatning for den fejlslagne operation og blev førtidspensionist, men livet var og er forblevet et andet.

De tungeste år 

I årene efter operationen, hvor Johnny Sorts liv var fuldstændig domineret af smerter, lærte han for alvor, hvad det vil sige at kæmpe for livet, mens familien på to voksne og fire børn udelukkende levede af hustruens pædagogløn.

- Jeg kunne ingenting og levede i et totalt smertehelvede, hvor der ikke var nogen lindring. Jeg mistede min identitet som pædagog, borger, far og mand. Det var de tungeste og værste år i mit liv, siger Johnny årene  1993 til 2001.

Smerterne betød desuden, at Johnny ikke længere kunne ligge ned i ret lang tid , og dermed mistede sin nattesøvn, som blev indskrænket til et par timer i tidsrummet fra kl. 23 til kl. 02.

- Så ligger jeg en times tid, før jeg står op. Jeg har brugt meget tid på tv, bøger og alt muligt andet i de trælse nattetimer indtil for 10 år siden, hvor jeg gik en tur ned på stranden. Den tur skulle vise sig at ændre mit liv en gang til, siger han.

Det smukkeste sted

Da Johnny den morgen gik de godt to kilometer ned på Asaa Strand, var det mest for at gøre noget andet end at sidde hjemme og tænke på sine smerter. Han satte sig i det mørke sand og kiggede på horisonten, hvor lyset og farverne langsomt dukkede op - og så skete der noget.

- I stedet for at jeg hele tiden fokuserede på mine smerter og på, at jeg havde det dårligt, flyttede min opmærksomhed over på solopgangen. Det lindrede kolossalt, fortæller han om den første af mange tusinde morgener på stranden.

I dag er stranden blevet til stedet, hvor han finder lindring og fastholder evnen til at flytte fokus fra alt det trælse over på noget smukt og positivt. Og har samtidig udviklet sig til stedet, hvor han hjælper andre til at få det bedre.

- Da jeg begyndte at lægge billeder af solopgangene på nettet, fik jeg stille og roligt kontakt med andre, der lige som jeg har det svært og ikke kan sove. Det kan være mennesker, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling eller bare sidder hjemme og har det skidt. Nogen skriver jeg med, og andre taler jeg med, siger Johnny Sort.

Når selvmordet truer

Flere gange har Johnny Sort talt med mennesker, der har fortalt ham, at de ville begå selvmord. Og hvis Johny når et punkt i snakken, hvor han kan fornemme, at det er alvor, ringer han 112 og skaffer hjælp til den kriseramte. Det skete fem gange i 2021.

- Jeg har haft nogle meget dramatiske nætter og formiddage, siger Johnny, som, når han taler med mennesker i krise, slår fast, at han hverken er terapeut eller psykolog.

- Men jeg ved hvor ondt livet kan gøre, og jeg har tidligere selv overvejet, om livet var værd at leve - og er kommet frem til, at det er det i høj grad. Det værste er at opleve mennesker blive udskrevet fra psykiatrisk sygehus mindre end 24 timer, efter de er blevet indlagt. Det er barskt og helt urimeligt, siger han.

Natlige gæster fra hele landet

En del af de mennesker, som Johnny Sort har kontakt med i nattetimerne, ender med at tage en tur til Asaa.

- De vil se solopgangen sammen med mig, siger Johnny om de natlige gæster, som kommer fra hele landet.

- De tager til Asaa både for at se solen stå op og for at være sammen med mig. Det er altid nemmere at være fælles om noget i stedet for at gøre det alene, siger han.

Og dermed bredes roen, livskvaliteten og farverne fra de tidlige morgener på stranden i Asaa stille og roligt ud til hele landet.

Selv sammenligner Johnny Sort stemningen på stranden ved solopgang, som den følelse han havde under sin nærdødsoplevelse.

- Jeg er nået i mål med mit liv

Når Johnny Sort i dag fortæller om sit liv, hvilket han jævnligt holder foredrag om, slår han fast, at han er nået i mål med livet. Faktisk føler han sig som verdens rigeste mand. 

Vist blev det ikke, som det oprindeligt var planlagt, og vist har livet gjort, og gør ondt, men alligevel klager Johnny Sort ikke. 

- Det hænger meget sammen med, den nærdødsoplevelse jeg havde i 1981. Den har i høj grad gjort, at jeg ikke er bange for at dø, for jeg ved, at der venter noget godt på den anden side af livet. Og det handler om, at jeg har lært at flytte min opmærksomhed væk fra de konstante smerter og over på noget konstruktivt og godt - som kan være at hjælpe andre mennesker med at nyde en solopgang eller at holde fokus på de ting, jeg er glad for i mit liv, siger Johnny Sort, som lever efter et par ordsprog, som han selv har fundet på:

"For hver gang du mister noget af dig selv, skal du blive endnu dygtigere til at fokusere på det, du ikke har mistet" og "Man skal være taknemmelig for at være i live - i stedet for at være bange for at dø".

De to sætninger er blevet til Johnny Sorts livsfilosofi, som han stille og rolig breder ud i verden i hans daglige kontakt med andre mennesker, som foredrag og snart også i bogform.