Katrine er spastisk lammet og nyuddannet sygeplejerske

Det er nemlig blot få dage siden, at 30-årige Katrine Kjær Mahler blev uddannet som sygeplejerske.

- Det er med ambivalente følelser, at jeg nu er færdig, for min drøm har altid været at arbejde som sygeplejerske på en akutafdeling, men det kan jeg aldrig komme til, siger Katrine Kjær Mahler.

Den nyudklækkede sygeplejerskes helbred er betydeligt forandret, siden hun begyndte på uddannelsen. 

Smerter i hovedet

I 2019 har Katrine Kjær Mahler netop overstået sin eksamen på uddannelsens fjerde semester og har inviteret sin mor på aftensmad. Hun har en trykkende hovedpine, men slår det hen og får lavet maden. 

- Da vi har spist, vil jeg rejse mig, og i det øjeblik jeg rejser mig, bliver jeg ramt af en voldsom smerte i den ene side af hovedet. Det føles som om, at jeg bliver slået med et bat.

Moderen ringer til lægevagten, som i første omgang ordinerer Panodil, men det er formålsløst, for Katrine Kjær Mahler kaster op. 

Moderen ringer igen til lægevagten, som meddeler, at der vil blive sendt en læge forbi - vedkommende kommer og tjekker Katrine Kjær Mahler for symptomer på en blødning i hjernen.

- Jeg bliver testet i forhold til "stræk, snak, smil", som er den typiske måde at tjekke for en pludselig blødning eller en blodprop i hjernen. 

- Jeg har ingen problemer med at strække mine arme, at snakke og at smile, og lægen mener, at der er tale om et migræneanfald - jeg får noget smertestillende, og jeg falder herefter i søvn, siger hun.

Tumor i hjernen

Da Katrine Kjær Mahler vågner den næste dag, er hun omtumlet og moderen, der har overnattet hos datteren, er skeptisk i forhold til lægens vurdering.

- Min mor mener ikke, at der kan være tale om migræne, og hun får mig med hen til min praktiserende læge, der ikke tør løbe nogen risiko, og jeg bliver derfor indlagt.

Efter en scanning på sygehuset konkluderer lægerne, at der er tale om en hjernetumor, og familien bliver hidkaldt.

- Lægernes vurdering er, at det er et spørgsmål om dage før, jeg ikke længere er kontaktbar.

Ifølge Katrine Kjær Mahler giver det størknede blod - som følge af hjerneblødningen - lægerne anledning til at tro, at der er tale om en tumor. 

Men en ny scanning viser spor af frisk blod, og derfor konkluderer lægerne, at det er en hjerneblødning, den dengang 26-årige kvinde er ramt af.

- Som følge af hjerneblødningen mistede jeg det meste af mit syn. Mit synsfelt er i dag reduceret til en lille firkant, og det bliver formentlig aldrig anderledes, siger hun. 

Bad kæresten om at gå

I forbindelse med Katrine Kjær Mahlers hjerneblødning beder hun sin kæreste, Peter, om at forlade hende.

Hun ønsker ikke at blive en byrde for sin kæreste og vil ikke risikere at være en forhindring i forhold til at stifte familie.

- Jeg vidste ikke, hvordan mit helbred ville udvikle sig, og jeg følte dårlig samvittighed over at trække ham i en tilværelse, hvor vi måske ikke fik børn.

- Jeg tiggede og bad ham om at gå fra mig og skabe sig et liv uden mig.

Men kæresten, der er selvstændig tømrer, blev og har været ved hendes side under hele sygdomsforløbet.

- Han hang fast på mig som en tæge på en kødfyldt hund, griner hun og kalder ham en fantastisk støtte.

Parret har ikke opgivet tanken om at få børn, men Katrine Kjær Mahler vil ikke stifte familie for enhver pris.

- Jeg er bevidst om, at vi ikke får en stor børneflok, men jeg drømmer om at få et eller to børn. Det afgørende er, vi ikke er afhængig af hjælp i forhold til at passe børnene, siger hun, der har oplevet en gradvis bedring, fra da hun sad i kørestol.

Det er dog urealistisk at tro, at førligheden i den venstre side vender tilbage.

- Der er tale om en spastisk lammelse, og der er ikke ret gode prognoser for, at det bliver bedre.

- Jeg kommer aldrig til at køre i bil igen, men så kan jeg tage bussen, og så håber jeg, at Aalborg Kommune vil bevilge mig en trehjulet cykel, så jeg kan komme rundt på egen hånd.

Genoptager studiet

Efter knap et år med genoptræning på Hammel Neurocenter og på Neuroenhed Nord i Brønderslev vender hun retur til sit studie i januar 2020.

- Det var underligt at være tilbage på skolen, og jeg bliver mødt af dem, der tvivler på mig, og dem, der tror på mig. Både undervisere og administrationsmedarbejdere spørger mig, om jeg mon ikke skal finde et andet erhverv, siger Katrine Kjær Mahler.

- Jeg tænker, at jeg nok skal bevise, at jeg kan. Der er jeg nok lidt "fandenivoldsk", siger hun med et smil.

Hun bliver dog mødt af forhindringer på sjette semester, hvor hun skal i seks måneders praktik, som indebærer en 37 timers arbejdsuge. 

- Skolen ville ikke være med til, at jeg havde færre timer, og jeg valgte at tage kontakt til en fuldmægtig hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.

- Takket være hende fik jeg mulighed for at få 20 timers arbejdsuge.

Praktikken foregår på "Tværfagligt Smertecenter" på Aalborg Universitetshospital.

- Her blev jeg mødt af erfarne og søde kollegaer, som tog hensyn til min tilstand, og det gjorde, at jeg kunne gennemføre den del af min uddannelse, siger Katrine Kjær Mahler, der sluttede sin praktikdel med et flot 12-tal.

Strålebehandling får konsekvenser

Som om den unge kvinde ikke har mødt tilstrækkelig med modgang, ramler tilværelsen igen i 2021, hvor hun er i gang med sin bachelor, som hun skriver sammen med en studiekammerat. 

Endnu engang må studiet sættes på standby, da hun skal igennem stråleterapi.

- Jeg har det, som hedder arteriovenøs malformation, der er misdannelser af hjernens blodårer, og derfor er der risiko for nye hjerneblødninger.

Stråleterapien, som man kender fra kræftbehandling, skal lukke blodkarrene i hjernen for at undgå nye blødninger. Det lykkes - men det skal vise sig, at behandlingen har alvorlige konsekvenser.

- Jeg begyndte at tabe ting og kunne ikke styre mit venstre ben. Jeg blev dårligere og dårligere for hver uge, der gik, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede.

Efter adskillige undersøgelser, medicinering og indlæggelser viser det sig, at Katrine Kjær Mahler har pådraget sig en spastisk lammelse i venstre side af kroppen som følge af behandlingen med stråleterapi.

- Siden 1990'erne har der været  blot tre tilfælde som mit, så det er begrænset, hvor meget erfaring der er på området. 

I oktober sidste år er Katrine Kjær Mahler kommet så meget til hægterne, at hun kontakter University College Nordjylland med ønske om at genoptage studiet. Hun går i gang igen i december sidste år.

Inspiration for andre 

Drømmen om et job som sygeplejerske har Katrine Kjær Mahler afskrevet. Nu er hendes ønske, at en arbejdsgiver vil få øje på det hun, trods sit handicap, kan tilbyde. Helt specifik håber hun på at få mulighed som underviser på social- og sundhedsuddannelserne.

- Jeg har min uddannelse som sygeplejerske, jeg har selv arbejdet i hjemmeplejen under min uddannelse og det sammenholdt med min sygdom gør, at jeg har nogle erfaringer at trække på, siger Katrine Kjær Mahler, der ikke efterspørger medlidenhed, hvilket bestemt heller ikke er det indtryk, vi får af hende.

Derimod udviser hun en positiv indstilling til livet.

- Jeg har jo ikke et alternativ, siger hun. 

- Jeg har en god familie, som sammen med min kæreste har været meget berørte af forløbet. Jeg vil gerne bevise overfor familie og venner, at de ikke behøver at være så kede af det.

- Jeg ønsker ikke, at min fortælling bliver en historie om, "hvor der er vilje, er der vej". Uanset hvor meget vilje jeg har, kan jeg ikke redde min arm.

Til gengæld ønsker hun, at hendes livsfortælling kan tjene som inspiration for andre, der har funktionsnedsættelser og ikke mindst skubbe til nogle holdninger i uddannelsessystemet.

- Det er ikke viljen hos det enkelte menneske, der mangler, men på det organisatoriske plan, hvor der skal være vilje til at lukke os ind.

Et ændret livssyn

Hendes sygdom har ændret hendes opfattelse af livet. Der er kommet et andet perspektiv, siger hun.

Og det fornemmer man også, når man har været sammen med Katrine Kjær Mahler. At hun står midt i en omfattende ombygning af huset, og maden laves på et komfur i udestuen, er ikke så vigtig.

- Hvis man ser positivt på det, får vi mulighed for at tilrette huset efter mine behov, siger hun. 

Det er derimod vigtigt, at der altid er tid og plads til gæster.

Derfor er der altid redt op i et værelse, hvor to venner skiftes til at overnatte, og derfor sætter hun pris på selskabet med den ældre skibsingeniør, Søren, som hun lærte at kende, da hun boede i Samsøgade i Aalborg.

Nu er han blevet en "ny morfar", som hun nyder at tale med og tage på udflugt med, og han er også inviteret med til hendes svendegilde.

- Der er så meget historie at hente fra den ældre generation, siger hun.

- Når engang jeg ikke er her mere, vil jeg gerne huskes som et livstykke og som en person, der var rummelig, åben og rar.