Michael ventede hele natten på skadestuen - nu tager regionsrådsformand affære

Timerne gik - langsomt - en efter en, indtil Michael Hille Olsen havde tilbragt en hel nat på skadestuen i Aalborg

Michael Hille Olsen tilbragte en hel nat sammen med andre ventende patienter på skadestuen. Først næste morgen blev han tilset.  <i>Foto: Martin Damgård</i>

Michael Hille Olsen tilbragte en hel nat sammen med andre ventende patienter på skadestuen. Først næste morgen blev han tilset.  Foto: Martin Damgård

Hvor mange timer er der fra klokken 17 lørdag aften til 9 søndag morgen? Det svar kan Michael Hille Olsen, og den 47-årige mand fra Klarup kommer formentlig til at kunne huske det i mange år fremover.

For 16 timer var, hvad han måtte vente, før han fik behandling på den ankel, han vrikkede rundt på lørdag eftermiddag. Og det er ikke godt nok, synes han.

Uheldet med anklen skete efter en hyggelig stund med naboen i Klarup, hvor de to spillede lidt fodbold, men da Michael stod på mål og skulle redde bolden, gik det galt med anklen.

- Så jeg skynder mig at ringe til lægevagten, for jeg kan både se og mærke, at det ikke er godt. Jeg er nummer 34 i køen i telefonen, og det er, hvad det er. Min kæreste og jeg kører til skadestuen, vel vidende at vi kan komme til at vente derinde i et stykke tid, begynder Michael Hille Olsen.

Og vente kom parret til. Efter 51 minutters venten i telefonen blev der nemlig lagt på i den anden ende – uden at Michael fik nogen former for varsel.

Han forklarer dog, at en venlig kvinde ved skranken hos lægevagten sagde, at den slags sker. Derfra måtte de to vente til 21.45, før lægevagten havde tid. Her var en hurtig melding, at der skulle tages røntgenfotografier af anklen, og at de efterfølgende skulle vente på skadestuen.

Michael Hille Olsen kom til skade med sin ankel og måtte efterfølgende vente i over 15 timer på skadestuen. <i>Michael Hille Olsen</i>

Michael Hille Olsen kom til skade med sin ankel og måtte efterfølgende vente i over 15 timer på skadestuen. Michael Hille Olsen

Timer kom - og gik

Og så ventede de. Og de ventede. Og så ventede de lidt mere og lidt mere.

Til sidst blev ventetiden så lang, at Michael Hille Olsen spurgte en sygeplejerske på skadestuen om, hvor lang tid han kunne forvente at sidde der. Både for hans egen skyld, men også for de mange andre, der sad og ventede i timevis.

- Den ene time tager den anden. Vi er ude flere gange for at spørge, om der er en læge, for der er nogle, der har siddet i venteværelset siden klokken 17, siger Michael om situationen klokken tre natten til søndag og fortsætter:

- To gutter i midten af 20’erne skal have nogle sting, men venter. En dreng på 11 år kom ind klokken 23.15 med et brækket kraveben, men han venter også. En ældre kvinde havde slået skulderen, og de vidste ikke, om den var brækket. Men hun kunne heller ikke få en læge til at se på sig.

Sygeplejersken på skadestuen kom flere gange ud og beklagede ventetiden, men der var ganske enkelt ikke læger nok til patienterne. Der var endda patienter, som fik at vide, at de skulle køre hjem, fordi ventetiden ville blive lang.

De ventende patienter får tilbudt en sandwich, som var tiltænkt diabetespatienterne. Men dem var der ikke mange af den nat, forklarede sygeplejersken. Og så fik Michael Hille Olsen og de andre lov til at sætte tænderne i en klassisk trekantsandwich.

Men ventetiden var lang, og søvnen var udeblivende.

- Jeg fik ikke sovet så meget. Jeg sad lidt i en stol, lidt i en kørestol, i en topersonerssofa med min kæreste, som var taget med mig, i nogle lænestole og på nogle bænke. For det var lige, hvad der var at vælge imellem.

Endelig afklaring

- Klokken syv søndag morgen spurgte jeg for tredje-fjerde gang om, hvad der skete. Der var svaret, at vi kunne få smertestillende. Men da jeg havde fået det nogle gange tidligere, sagde jeg, at jeg var nødt til at høre, om der snart skete noget. Og der var svaret så, at der kom et nyt lægehold klokken 8, og så ville der komme skred i det, siger Michael Hille Olsen.

Og det kom der.

For da det nye hold læger mødte ind, blev Michael kaldt ind klokken 8.10. Her var meldingen, at intet var brækket. Så Michael Hille Olsen fik en ankelskinne med hjem og beskeden om, at han skulle gå en smule på anklen med skinnen på, for der var formentlig tale om et overrevet ledbånd. Og hvis der ikke var forbedringer, skulle han komme tilbage 14 dage senere.

Så klokken ni kunne Michael og hans kæreste forlade skadestuen. Efter 16 timer.

Michael Hille Olsen kom til skade med sin ankel og måtte efterfølgende vente i over 15 timer på skadestuen. <i>Michael Hille Olsen</i>

Michael Hille Olsen kom til skade med sin ankel og måtte efterfølgende vente i over 15 timer på skadestuen. Michael Hille Olsen

Opslag på Facebook

Undervejs i ventetiden havde Michael Hille Olsen dog fået nok. Der måtte gøres noget, og da han ikke var utilfreds med personalet, for han vidste godt, at de kæmpede det bedste de kunne, tænkte han højere i systemet.

- Det handler ikke om at pege fingre ad personer eller personalet. Det handler om at belyse systemet, forklarer han.

Derfor skrev han i ren og skær afmagt til regionrådsformand Mads Duedahl (V).

Det skete på et af Mads Duedahls opslag på Facebook, og her var politikeren hurtig til at svare.

”Hej Michael Hille Olsen gider du evt. sende mig noget mere om dine/jeres oplevelser i en mail til mads.duedahl@rn.dk så vil jeg se nærmere på det, for det lyder slet ikke godt”, lød beskeden.

Til Nordjyske siger regionsrådsformanden, at han forstår Michael og de andre patienters frustrationer over ventetiden.

- Jeg har fået en beretning om en rigtig, rigtig træls oplevelse for mange mennesker. Der er dybt problematisk, siger han og fortsætter:

- Jeg har selv for nogle måneder siden været i praktik i nogle timer på skadestuen, fordi jeg har hørt om, at akutsystem er presset. Der oplevede jeg et enormt pres på vores medarbejdere. Så ved selvsyn så jeg, hvordan borgere måtte leve med at skulle vente seks-syv timer. Det er på ingen måder rart at være en del af.

Derfor skal der ske noget, siger Mads Duedahl.

- Hvis der var en let løsning, havde vi taget den dagen efter. Desværre er der et enormt pres på systemet, fordi der mangler kvalificeret arbejdskraft i vores region. Vi har nogle rekrutteringsmæssige udfordringer.

- Så vi vil forholde os til det i det kommende budget og spørge i den kommende tid, om der er noget, der kan det gøres anderledes.

For Michael Hille Olsen kommer de næste tre dage til at være anderledes.

For med ankelskaden kan han ikke tage på arbejde, så de næste tre dage må han – efter lægens opfordring – ligge med benet højt og kun gå minimalt på den.

Lang ventetid på skadestuen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden