Nordjysk lægehul er lukket: To nye læger er på plads

Region Nordjylland har hurtigt fået besat to ledige stillinger

To lægestillinger er netop blevet besat - og dermed er et truende hul i lægedækningen blevet afværget. <i>AltoPress / Maxppp</i>

To lægestillinger er netop blevet besat - og dermed er et truende hul i lægedækningen blevet afværget. AltoPress / Maxppp

NORDJYLLAND:Der er gode nyheder til Læsø-boerne. 

Udsigten til en nær lægedækning på Kattegat-øen er nu blevet meget bedre - for Region Nordjylland er nemlig lykkedes med at få besat ikke mindre end to ledige læge-stillinger.

Situationen var ellers skidt for blot en måned siden. Ved den lejlighed havde to af fire faste speciallæger i almen medicin netop opsagt deres stillinger på Regionsklinik Læsø. Lægerne på klinikken er tilknyttet via såkaldte virksomhedskontrakter - og de var opsagt sådan, at de to læger ville have sidste arbejdsdag henholdsvis i midten af april og ved indgangen til maj.

Region Nordjylland oplyser dog nu til Nordjyske, at begge stillingerne er blevet besat, og dermed er et truende hul i lægedækningen altså blevet afværget:

"Det kan nu meddeles, at det er lykkedes at tilknytte to nye speciallæger i almen medicin via virksomhedskontrakter. Den ene af lægerne er allerede et kendt ansigt på øen, eftersom det drejer sig om en af vores tidligere tilknyttede speciallæger, nemlig Jesper Rødtnes. Den anden læge er Helga Have, der gennem en årrække har haft egen praksis i Aarhus. De to læger kommer til at indgå i fast rul fra efteråret 2023".

Region Nordjylland oplyser samtidig, at det henover sommeren 2023 vil være nødvendigt at benytte vikarlæger.

Her er de to læger

I pressemeddelelsen fra Region Nordjylland præsenteret de to læger også sig selv.

Helga Have er 61 år og har netop solgt sin praksis i hjertet af Aarhus. Hun præsenterer sig selv sådan her:

"Jeg bor til daglig i Aarhus, men jeg glæder mig til at blive læge på Læsø og til at lære befolkningen og øen rigtigt at kende. Jeg har to børn på 24 år og 20 år - den yngste er fast på Læsø hver sommer i sommerferiejob. Jeg er så heldig at være kommet på Læsø i ferier, og jeg kan huske øen tilbage som barn fra før den “sprang i skov”, og der er jo bare dejligt. Jeg starter i sommerferien uge 31 og 32, og efter 1. oktober vil jeg blive en fast del af teamet".

Den anden læge - 55-årige Jesper Rødtnes - bor i Laurbjerg mellem Randers og Silkeborg, og han skriver sådan her om sig selv:

"Jeg har to børn på henholdsvis 31 år og 28 år. Fagligt er jeg uddannet som speciallæge i almen medicin i 2003 og havde praksis i Brønderslev og senere Randers fra 2004 til 2018. Fra 2018 og til 1. januar 2021 var jeg læge på Læsø sammen med fire andre læger".

"Jeg har siden 2018 - fraset 5 måneder - været ansat som læge i Trafikstyrelsen med ansvarsområde inden for luftfart. Jeg har i mange år haft tilknytning til Forsvaret og fløjet SAR-helikopter blandt andet til Læsø. Efter nu godt to års pause fra fast arbejde i klinikken og fra Læsø glæder jeg mig til at komme tilbage og hjælpe til med driften af klinikken".

Du kan på www.regionskliniklæsø.dk læse mere om den lokale lægedækning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.