Den store spareplan er klar for de nordjyske sygehuse - her skal der spares
Der er især to steder, hvor man som patient kommer til at mærke spareplanen
Opdateret 05. december 2023 kl. 07:07
Aalborg Universitetshospital og Regionhospitalet Nordjylland skal i alt nedlægge over 200 stillinger.
Det kunne Dansk Sygeplejerråd fortælle i sidste uge, mens forhandlingerne stadig var i gang.
Nu er de officielle forhandlinger fra Forretningsudvalget i Region Nordjylland på plads, og de nordjyske hospitaler skal finde 304 millioner kroner i alt.
Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Aalborg Universitetshospital skal ifølge planen finde 260 millioner kroner, mens Regionshospital Nordjylland skal finde 44 millioner kroner for at bringe balance i økonomien.
300 millioner uden at røre patientsikkerheden
Planen skal rette op på en skrantende økonomi, fordi hospitalerne har overskredet deres budgetter.
Blandt årsagerne er dyre vikartimer og flere akutte patienter.
Effektivisering og arbejdstilrettelæggelse er en af de helt store poster til besparelserne. Her vil man i Aalborg spare 90 millioner kroner, mens den post på Regionshospitalet er 15 millioner kroner.
- Det er en svær økonomisk situation, og derfor er vi nødt til at stramme yderligere op, men det er vigtigt at understrege, at det ikke må påvirke patientsikkerheden eller patientrettighederne, lyder det enstemmigt fra de to hospitalsdirektører, Per Christiansen på Aalborg Universitetshospital og Henrik Larsen fra Regionshospital Nordjylland.
"Kloge valg" skal spare 39 millioner
For de nordjyske patienter betyder spareplanen, at man ikke længere kan forvente, at nær så mange undersøgelser bliver lavet på den anden side af spareplanen.
Der bliver nemlig kigget på at fjerne såkaldte "unødvendige" undersøgelser.
- Vi kigger på, hvad vi ikke længere skal tilbyde af services. Vi skal vælge klogt i vores behandlingsmønstre og have fokus på de behandlinger og services, som giver værdi for patienterne, lyder det fra Henrik Larsen.
Netop de "kloge valg" er en post for sig i den store spareplan.
For her mener man at kunne finde 10 millioner kroner på Regionshospitalet Nordjylland, mens de "kloge valg" også i fremtiden skal spare Aalborg Universitetshospital for cirka 29 millioner kroner.
Hvad de kloge valg nærmere dækker over, fremgår ikke af pressemeddelelsen.
Rengøring bliver dårligere
Et helt måltid mad kan ambulante patienter ikke længere få. Det er de patienter, der kommer på sygehuset til medicinsk undersøgelse eller behandling, som ikke er indlagt.
Desuden skriver Region Nordjylland, at man efter spareplanen "kan forventes et lavere niveau for rengøring, hvor det ikke har betydning for patientbehandlingen".
Servicereduktioner er dermed også en stor besparelsespost. Den står for 45 millioner på Aalborg Universitetshospital og seks millioner på Regionshospital Nordjylland.
230 stillinger nedlægges
Spareplanen strammer grebet om alle sygehusenes afdelinger, der er blevet pålagt at spare fire procent hver.
Det betyder, at nordjyske sygehuse skal nedlægge 230 stillinger i alt - heraf 186 ubesatte stillinger, der ikke bliver genbesat.
Det betyder, at der er 44 stillinger i det nordjyske sygehusvæsen, som lige nu enten skal omplaceres eller fyres.
Det er fordelt på faggrupperne læger, sygeplejersker, SOSU'er og øvrigt sygehuspersonale.
Hospitalerne har siden foråret 2023 arbejdet med at nedbringe deres forbrug, og der har blandt andet været indført kvalificeret ansættelsesstop, hvorfor man nu står med hovedparten af de berørte stillinger, som er ubesatte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.