Omstridt tatovør-lov får heftig kritik: - Det er jo helt vanvittigt
Nordjyske folketingsmedlemmer undrer sig over, hvorfor reglerne er, som de er
NORDJYLLAND: - Det er jo helt vanvittigt. Det er for omstændigt.
Sådan lyder reaktionen fra folketingspolitiker Per Larsen (K), oven på Nordjyskes afdækning af tatovør-loven. En lov, der gør det svært for kunderne at finde ud af, hvorvidt hygiejnen er i orden hos det enkelte tatoveringssted.
I modsætning til smiley-ordningen i restaurationsbranchen, er kontrolrapporterne ikke umiddelbart tilgængelige i tatoveringsbranchen.
Det er Sikkerhedsstyrelsen, der fører tilsyn og skriver kontrolrapporterne, men kunder, der vil vide, om forholdene er i orden, er nødt til at søge decideret aktindsigt for at kunne læse med. Og den aktindsigt er det slet ikke sikkert, man får.
Det undrer den fungerende, konservative sundhedsordfører.
- Helt ærligt. Vi vil gerne vide, om hygiejnen er god hos bageren og på restauranterne, og det er trods alt bare noget, vi spiser, hvor vi måske kan få et maveonde. Det andet kan få store konsekvenser, siger Per Larsen.
Er hygiejnen ikke i orden, risikerer kunderne infektioner og overførte sygdomme. Det er netop derfor, der føres tilsyn med tatoveringsstederne.
Men selvom både tatovør-branchen selv og Danmarks førende sundhedsfaglige ekspert i tatoveringer ønsker, at kontrolrapporterne skal være offentligt tilgængelige, er det ikke muligt, forklarede Sikkerhedsstyrelsens kontorchef. Det var ikke indarbejdet i loven.
Per Larsen bakkes op af Preben Bang Henriksen (V), der også mener, indsigten i hygiejneforhold hos tatovørerne må være mindst lige så vigtig, som når det gælder fødevarer.
- Det virker ganske underligt, at der ikke er mulighed for på den ene eller anden måde at offentliggøre de kontrolrapporter, der i forvejen udarbejdes.
Kritik af lukkethed
I forbindelse med kritikken rettet mod tatoveringsstedet Scandinavian Art, søgte Nordjyske aktindsigt i kontrolrapporter fra stedet.
Den anmodning blev afvist, fordi kontrolrapporten indeholdt oplysninger om enkeltpersoners private forhold. En problematik som Dansk Tatovør Laug udmærket kender til, selvom Sikkerhedsstyrelsen afviste, at der skulle være tale om en generel problematik.
Ifølge Preben Bang Henriksen, er det ikke i orden.
- Det er, som om begrebet “personfølsomme oplysninger” benyttes i mange sammenhænge til at retfærdiggøre manglende relevante forbrugeroplysninger. Nu er jeg endnu ikke selv blevet tatoveret, men kommer den dag, hvor nogen skal stikke nåle i mig, vil jeg da synes, at det var en for mig vigtig oplysning, om hygiejnen på stedet har været kritiseret.
- Det, der kunne være en let oplysning at give for myndighederne, bliver i stedet til mere eller mindre seriøse anmeldelser på Trustpilot eller lignende. Det er ikke tilfredsstillende.
Spørgsmål til minister
Selvom det endnu ikke er på plads, hvem der skal være sundhedsminister, kan vedkommende lige så vel begynde at forberede sig. For begge politikere vil nemlig spørge ind til sagen.
- Så snart vi har fået en regering, vil jeg bede ministeren om en redegørelse, der forhåbentlig kan munde ud i, at de rapporter, der allerede er udarbejdet af Sikkerhedsstyrelsen, også bliver offentligt tilgængelige, siger Preben Bang Henriksen.
Også Per Larsen vil spørge den kommende minister, så snart der er mulighed for det.
- Hvis det svar ikke er tilfredsstillende, må vi jo måske kigge på lovgivningen og stille et forslag om at ændre den.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.